Dommer Lewis Kaplan var meget, meget tæt på at have fået nok af Donald Trump.

I så høj grad, at han onsdag truede med at smide den tidligere præsident ud af retslokalet.

Ifølge NBC News var det kulminationen på en ophedet dag, hvor de to parter flere gange verbalt udfordrede hinanden i en erstatningssag om æreskrænkelse mod forfatteren E. Jean Carroll.

»Hr. Trump har ret til at være her, men den ret kan fjernes, hvis han er forstyrrende, eller hvis han ignorerer henstillingerne fra retten ,« som det lød fra Lewis Kaplan:

»Hr. Trump, jeg håber ikke, at jeg skal bortvise dig fra retssagen. Jeg kan forstå, at du er meget ivrig efter, at jeg skal gøre det.«

Donald Trump replicerede: »Jeg ville elske det. Jeg ville elske det.«

Hvorefter dommeren svarede tilbage: »Det ved jeg, at du ville, fordi du kan simpelthen ikke styre dig i disse omgivelser. Det kan du bare ikke.«

Donald Trump ville dog have det sidste ord: 

»Det kan du heller ikke,« lød det.

En tegning af Donald Trump og E. Jean Carroll fra retssalen.
En tegning af Donald Trump og E. Jean Carroll fra retssalen. Foto: Jane Rosenberg/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Onsdagens retsmøde i New York var anden omgang af sagen. Ekspræsidenten er tidligere blevet dømt skyldig for æreskrænkelse mod E. Jean Carroll, og denne gang skal en jury så tage stilling til erstatningens størrelse.

Inden den hårde ordudveksling mellem Donald Trump og dommer Lewis Kaplan, måtte sidstnævnte komme med flere advarsler over førstnævntes opførsel.

Eksempelvis fordi ekspræsidenten kom med høje lyde, rystede på hovedet og kom med højlydte udbrud under E. Jean Carrolls vidneudsagn.

Han slog også på et tidspunkt i bordet, da en protest fra hans advokat blev afvist.

Og man kunne man høre ham sige:

  • »Det her er virkelig svindel.«
  • »Det er en heksejagt.«
  • »Ubehagelig fyr (om dommeren, red.).«

Dommer Lewis Kaplan henstillede flere gange til, at det skulle stoppe.

»Jeg vil bede hr. Trump om at være særlig opmærksom på at sænke stemmen, når han taler med sin advokat, så juryen ikke kan høre det,« lød det.

I stedet valgte Donald Trump altså at fortsætte, mens hans advokatteam bad dommeren om at trække sig fra sagen, fordi de mente, at han var partisk.

E. Jean Carroll ankommer til retten i New York.
E. Jean Carroll ankommer til retten i New York. Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Afvist,« lød reaktionen fra Lewis Kaplan.

Efterfølgende kunne Donald Trump dog uhindret tage til genmæle. Det skete på Truth Social.

Her kaldte han Lewis Kaplin for 'grov, uhøflig og tydeligvis ikke upartisk' og mente, at dommeren 'burde blive sanktioneret for at misbruge sit embede'.

På et efterfølgende pressemøde lød det også: 

»Det et en ubehagelig mand. Han er en ubehagelig dommer. Han er en Trump-hader.«

I øvrigt kunne E. Jean Carroll i løbet af dagen fortælle, hvordan hun havde »fået sit liv ødelagt«, efter at Donald Trump igen og igen offentligt havde angrebet hende efter hendes udtalelse om, at han skulle have udsat hende for et seksuelt overgreb tilbage i 1996.

Blandt andet havde det resulteret i hundredvis af daglig trusler fra Trump-tilhængere.

»Jeg vil have mit omdømme tilbage,« som hun sagde.