Uanset hvad resultatet bliver i den kommende rigsretssag mod præsident Donald Trump, så vinder Joe Biden.
For to af de andre amerikanske præsidentkandidater, senator Elizabeth Warren og senator Bernie Sanders, kunne sagen derimod ikke falde på et mere ubelejligt tidspunkt.
Som senatorer og dermed jurymedlemmer i rigsretssagen mod Donald Trump har Elizabeth Warren og Bernie Sanders nemlig pligt til at blive i Washington D.C. og her overvære hvert et minut af den måske månedlange retssag.
Mens Sanders og Warren således er bundet til Washington D.C., kan Joe Biden frit fortsætte sin valgkamp og rejse land og rige rundt for at møde de amerikanske vælgere.
/PROGRESSIVES
»I den amerikanske valgkamp er kontakten til den lokale vælger altafgørende. De fleste amerikanere har endnu ikke besluttet sig for, hvem de vil stemme på. Som kandidat er det derfor et dårligt tidspunkt at være lukket inde i et lokale sammen med 99 andre senatorer, langt væk fra de altafgørende vælgere,« siger den amerikanske journalist og radiovært Stephen Henderson til B.T.
For at føje spot til skade starter de såkaldte Iowa caucuses i starten af februar, mens rigsretssagen efter al sandsynlighed stadig er i fuld gang.
I staten Iowa afgives de første stemmer i præsidentvalget. Og i førstestemmestater som Iowa og New Hampshire er kandidaternes popularitet ifølge avisen Washington Post meget afhængig af kandidaternes synlighed.
To mindre kendte præsidentkandidater, Michael Bennet og Amy Klobuchar, er også senatorer. Ligesom Bernie Sanders og Elizabeth Warren er de således også tvunget til at stille valgkampen på standby, mens sagen mod Donald Trump kører.
Men ifølge avisen USA Today er det ikke alle kandidater, hvis kampagne påvirkes lige kraftigt af rigsretssagen.
'Joe Biden har i overraskende grad fastholdt sin føring. Og han svinger godt med vælgerne. Derfor kan Sanders og Warrens fravær øge Bidens føring yderligere. Bernie Sanders har i forhold til Elizabeth Warren et bedre netværk af lokale repræsentanter og græsrodsledere. Derfor vil hans kampagne lide mindre alvorligt end Warrens. For de to andre senatorer Michael Bennet og Amy Klobuchar kan rigsretssagen derimod blive dødsstødet, der stopper deres kampagne,' skriver New York Times.
Ingen ved med sikkerhed, hvor længe rigsretssagen imod Donald Trump vil vare.
Det er kun tredje gang i amerikansk historie, at en præsident anklages for højforræderi. Det er således kun sket før for præsident Andrew Johnson i 1868 og præsident Bill Clinton i 1999.
-
Forsvar og anklager lægger på tirsdag for med deres respektive åbningstaler. Dette kan tage flere dage.
Herefter kan senatets medlemmer (sagens jury) stille spørgsmål til både forsvar og anklager. Og endelig skal senatets 100 medlemmer stemme om, hvorvidt nye vidner og dokumenter skal tages i betragtning.
Uden nye vidner forventes sagen ifølge New York Times at vare under tre uger. Med nye vidner kan rigsretssagen mod Donald Trump tage halvanden måned.
I de fleste meningsmålinger får Joe Biden godt 32 procent af de demokratiske stemmer. På anden- og tredjepladsen ligger Bernie Sanders og Elizabeth Warren med hhv. 16 og 15 procent af stemmerne.