I videoen kan du se Oprah Winfrey interviewe cykelstjernen Lance Armstrong, efter han indrømmede sit dopingmisbrug.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, angreb USAs måske største celebrity, tv-værten Oprah Winfrey, lørdag nat.

Efter at have set tv-programmet '60 Minutes', som Oprah Winfrey er medvært i, skrev han et tweet, hvor han kaldte Oprah for usikker.

»Jeg håber, at Oprah stiller op til præsidentvalget, så hun kan blive udstillet og besejret ligesom alle de andre,« skrev han.

Oprah Winfrey, der er kendt fra sit talkshow, 'The Oprah Winfrey Show', og er blandt USAs rigeste og mest magtfulde kvinder, vakte stor opsigt, da hun i september vandt en Golden Globe-ærespris.

På scenen holdt hun en mindeværdig takketale, hvor hun dissekerede USAs problemer omkring race, kønsligestilling og andre højpotente politiske emner.

Den markante tale skabte spekulationer om, hvorvidt Oprah Winfrey vil stille op til præsidentvalget i 2020 - hvilket Donald Trump refererer til i sit tweet.

Lorte-lande

I '60-minutes'-programmet spurgte Oprah Winfrey publikum om, hvad de synes om Trumps kommentarer om, at nogle af tredjeverdenslandene var 'shithole countries.'

Derfor skrev Donald Trump også i sit tweet, at Oprah Winfreys spørgsmål var forudindtaget.

Donald Trumps tweet fik flere Twitter-brugere til at lange ud efter præsidenten.

Blandt andre brugeren Matt Pearce, der skriver, at det er ufatteligt, at Trump tweeter om en talkshow-vært, når der lige har været et skoleskyderi i Florida.