Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, aflægger sit første besøg i USA, efter at han blev tronfølger.

Washington. USA's præsident, Donald Trump, gav tirsdag Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, en varm velkomst, da den magtfulde prins mødtes med præsidenten i Det Hvide Hus.

Under et møde i Det Ovale Værelse roste Trump blandt andet en stor våbenhandel mellem de to lande, der ifølge den amerikanske præsident har skabt 40.000 job i USA.

USA og Saudi-Arabien underskrev sidste år en våbenhandel på 110 milliarder dollar under Trumps første besøg i Saudi-Arabien.

Det store land på Den Arabiske Halvø leder en koalition, som i flere år har bombet det fattige og borgerkrigsramte naboland Yemen.

Det arabiske kongedømme har høstet skarp kritik af bombardementerne, som ifølge FN har kostet over 10.000 mennesker livet.

Under mødet i Det Ovale Værelse talte både Donald Trump og Mohammed bin Salman varmt om det stærke bånd, der er mellem USA og Saudi-Arabien.

Det er ikke mindst hjulpet på vej af, at Trump har sat en hårdere kurs over for Saudi-Arabiens ærkefjende Iran, end det var tilfældet under tidligere præsident Barack Obamas administration.

Kronprins Mohammed bin Salman har tidligere sammenlignet Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, med Adolf Hitler.

- Saudi-Arabien er en meget velhavende nation, og noget af den rigdom vil det give til USA. Forhåbentligt i form af job og køb af militært udstyr over alt i verden, siger Donald Trump.

Mødet i Det Hvide Hus tirsdag markerer indledningen på kronprinsens første besøg i USA, efter at han blev tronfølger i det rige olieland ved Golfen. Besøget varer frem til torsdag.

Fokus for Salmans besøg i USA ventes at være på investeringer i Saudi-Arabien, hvilket også var temaet for kronprinsens besøg i Storbritannien tidligere på måneden.

/ritzau/Reuters