»Hvad har hans mor lært ham? Det er ikke sådan, man opfører sig.«

Sådan lyder det fra bare én af de britiske politikere, der fredag raser mod den amerikanske præsident Donald Trump, efter han i et opsigtsvækkende interview med den britiske avis The Sun blandt andet har kritiseret den britiske premierminister Theresa May - som han i disse dage mødes med under sit besøg i Storbritannien - og rost hendes politiske konkurrent.

En af dem, der langer ud efter den amerikanske præsident, er parlamentsmedlemmet Emily Thornberry fra Labour. Det skriver The Guardian.

»Donald Trump skulle have lyttet til sin mor. Jeg går ud fra, at hans mor har lært ham, at hvis man besøger en anden persons hjem, så fornærmer man ikke værten,« siger hun.

Foto: JACK TAYLOR
Vis mere

Kritikken kommer, efter Donald Trumps interview med The Sun torsdag blev offentliggjort - mens hans sad til middag med blandt andre netop Theresa May.

I interviewet anklagede Trump blandt andet den britiske premierminister for at have ignoreret hans råd angående brexit-forhandlingerne:

»Jeg ville have gjort det meget anderledes. Jeg fortalte faktisk Theresa May, hvordan hun skulle gøre det, men hun var ikke enig. Hun lyttede ikke til mig. Hun ville gå en anden vej,« sagde han.

Derudover roste han også den britiske udenrigsminister Boris Johnson, der netop har forladt den britiske regering og som har været aktiv i kampagnen for, at Storbritannien skulle forlade EU.

»Jeg har meget respekt for Boris. Han kan tydeligvis lide mig og siger gode ting om mig. Jeg var ked af at se, at han forlod regeringen, og jeg håber, han vender tilbage på et tidspunkt. Jeg tror, han er god repræsentant for jeres land. Jeg synes, han vil være en god premierminister. Jeg tror, han har, hvad der skal til,« fortalte Trump.

Boris Johnson.
Boris Johnson. Foto: SIMON DAWSON
Vis mere

Det er blandt andet de udtalelser, der har fået flere britiske politikere til at se rødt.

'Donald Trump er fast besluttet på at fornærme vores premierminister. Den splittende retorik i hans The Sun-interview er frastødende. Hvis det er prisen for at skrive sig op til Donald Trumps syn på verden, så er den ikke det værd', skriver det konservative parlamentsmedlem Sarah Wollaston på Twitter.

'Har De glemt Deres manerer, hr. præsident?', spørger det konservative parlamentsmedlem Sam Gyimah.

'Hans udtalelser om premierministeren og borgmesteren af London taget i betragtning så er dette det rette øjeblik til at aflyse Trumps te-aftale med Dronningen (Dronning Elizabeth, som Trump også skal møde under besøget, red.). Han fortjener det ikke - og Dronningen fortjener det slet ikke', skriver Wes Streeting fra Labour Party.

'Tja, det her er sandelig gået godt. Sikke en ydmygende uge for Storbritannien (hvis man ser bort for den brave indsats fra vores fodboldhold)', skriver Ben Bradshaw fra Labour Party.

Theresa May har ikke selv kommenteret sagen. Fredag mødes hun igen med præsident Donald Trump.