USA's præsident presser på for at få gennemført reformer og mindsket bureaukratiet ved sin debut i FN.

New York. USA's præsident, Donald Trump, opfordrede til at bruge færre penge og rydde op i bureaukratiet, da han mandag havde sin debut i FN.

- I de seneste år har FN ikke nået sit fulde potentiale på grund af bureaukrati og dårlig ledelse, lyder kritikken fra Trump.

FN bruger for mange penge og har for mange ansatte, mener præsidenten.

- Vi ser ikke resultater, der stemmer overens med denne investering, siger han.

Den amerikanske præsident har indkaldt til et møde med andre regeringschefer i FN's hovedkontor i New York forud for den årlige generalforsamling i verdensorganisationen.

FN skal også være bedre til at definere sin mission rundt om i verden. Her skal man holde fokus "mere på mennesker og mindre på bureaukrati".

Trump antyder også, at USA betaler mere end sin del af regningen for at holde organisationen kørende. Men han truer ikke længere med at stoppe USA's betaling, som han tidligere har gjort.

At USA betaler for meget til både FN og forsvarsorganisationen Nato udtrykte Trump på meget bastant vis flere gange under valgkampen op til præsidentvalget i USA sidste år. Men siden har han blødt op i sin kritik.

Under mødet mandag roser Trump FN for at have taget de første skridt i retning af reformer.

Og det er nødvendigt med reformer, for bureaukratiet undergraver FN, istemmer FN's generalsekretær, António Guterres.

- Der var en, der for nylig spurgte mig, hvad der holder mig vågen om natten. Mit svar er enkelt: bureaukrati. Fragmenterede strukturer. Byzantinske procedurer. Endeløst papirnusseri, siger Guterres.

- Hvis nogen var ude på at undergrave FN, kunne de ikke have fundet på en bedre måde at gøre det end ved at indføre nogle af de regler, vi selv har skabt, siger generalsekretæren ifølge nyhedsbureauet dpa.

/ritzau/AP