De fleste politiske eksperter er enige om, at USA's præsident, Donald Trump, har brudt loven - i mere eller mindre alvorlig grad. Men hvorvidt den 72-årige ejendomsmilliardær vil tilbringe én eneste dag bag tremmer, ved ingen.

»Sandheden er selvfølgelig, at vi aldrig har set noget lignende i amerikansk historie, og derfor ved ingen med sikkerhed, hvad der vil ske. Det er nyt land for alle.«

Sådan siger Richard L. Hasen, der er juraprofessor med speciale i den amerikanske valglovgivning ved University of California i et interview med avisen Los Angeles Times.

»Fra mit synspunkt ser Donald Trump temmelig skyldig ud. Ved at betale mindst to påståede elskerinder for deres tavshed har Donald Trump klart brudt den amerikanske lovgivning om kampagne-finansiering. Men jeg tvivler alligevel stærkt på, at han nogensinde vil blive stillet til ansvar og straffet. Den politiske modstand imod et sådant tiltag er ganske enkelt for stærk,« siger Richard L. Hasen.

George T. Conway III er godt nok gift med Kellyanne Conway, en af præsident Trumps nærmeste rådgivere, men han mener alligevel, at præsidenten fortjener fængsel.
George T. Conway III er godt nok gift med Kellyanne Conway, en af præsident Trumps nærmeste rådgivere, men han mener alligevel, at præsidenten fortjener fængsel. Foto: CHIP SOMODEVILLA - AFP
Vis mere

Modsat mener en anden amerikansk jura-ekspert, George Conway III, at Trump ikke alene bør, men også vil blive stillet til ansvar for sine påståede lovbrud.

»Donald Trump er som en påsat brand i en affaldscontainer. Og hvis vi ikke stopper den, vil branden brede sig yderligere,« siger George Conway III, der ironisk nok er gift med Kellyanne Conway, præsidentens talskvinde og største forsvarer.

Den forhenværende FBI-chef James Comey har ikke meget tilovers for sin gamle chef Donald Trump. Men alligevel mener Comey ikke, at præsidenten bør afsættes før tid.
Den forhenværende FBI-chef James Comey har ikke meget tilovers for sin gamle chef Donald Trump. Men alligevel mener Comey ikke, at præsidenten bør afsættes før tid. Foto: CHIP SOMODEVILLA - AFP
Vis mere

Allerede før sin sejr ved præsidentvalget i 2016 blev Donald Trump beskyldt for at misbruge sin position og bryde flere love. Men det var først i sidste uge, at præsidenten officielt blev nævnt i forbindelse med en føderal forbrydelse.

I halvandet år har den amerikanske advokat og forhenværende FBI-chef Robert Mueller ledet et specialudvalg, der skal undersøge eventuelle lovbrud under Donald Trumps valgkampagne i 2015 og 2016.

Robert Mueller har i den forbindelse afhørt Donald Trumps forhenværende advokat Michael Cohen i over 100 timer. Og under disse afhøringer har Michael Cohen sværget, at det var Donald Trump - eller 'Individual 1', som Trump kaldes her -, der personligt gav Cohen ordre til at betale mindst to påståede Trump-elskerinder for deres tavshed.

»Problemet er selvfølgelig, at det altid vil være Donald Trumps ord imod anklagerne. Der er ingen håndgribelige eller skriftlige beviser. Og derfor synes jeg, at det vil være unødvendigt at starte en kriminel sag imod Trump, mens han stadig er præsident. En sådan sag vil skade vores land og vores nationale omdømme i en grad, der ikke er besværet værd,« siger James Comey i et nyt interview med tv-stationen MSNBC.

Denne amatørbokser er ikke bange for at vise sine sande følelser over for Donald Trump.
Denne amatørbokser er ikke bange for at vise sine sande følelser over for Donald Trump. Foto: DAVID W CERNY - AFP
Vis mere

Og også det demokratiske parti, der fra 20. januar vil have flertal i halvdelen af den amerikanske kongres, Repræsentanternes Hus, er i tvivl, når det gælder Donald Trumps juridiske fremtid.

Således har mange af partiets nye og mere venstreorienterede medlemmer af Repræsentanternes Hus lovet deres vælgere, at de vil stille Donald Trump til ansvar, mens mere moderate medlemmer som partileder Nancy Pelosi og Chuck Schumer hellere vil søge kompromis for at løse den politiske hårdknude, der i flere årtier nærmest har lammet amerikansk politik.

Selvom eksperterne melder om sorte juridiske skyer forude, lader Donald Trump stadig, som om alting er i den fineste orden.
Selvom eksperterne melder om sorte juridiske skyer forude, lader Donald Trump stadig, som om alting er i den fineste orden. Foto: JAMIE SQUIRE - AFP
Vis mere

Og Donald Trump er som bekendt hurtig til at slå igen.

Da visse demokrater lovede at starte adskillige undersøgelser af deres republikanske modstandere, skrev Trump på Twitter:

»Hvis det er krig, de vil have, så får de krig.«