På facaden står hans navn med guldbogstaver. Og fra de øverste etager kan man se lige over til magtens absolutte centrum.

Alligevel tyder meget på, at det snart er slut for en af den tidligere præsident Donald Trumps absolutte kronjuveler.

Det kan man læse i flere amerikanske medier, herunder Axios.

Der er tale om Donald Trumps hotel på Pennsylvania Avenue få hundrede meter fra det Det Hvide Hus i Washington D.C., som nu ser ud til at kunne forsvinde fra den forhenværende præsidents portefølje.

»Det er et kæmpe prestigetab for Trump. Det er der ingen tvivl om. Det er en af kronjuvelerne i hans imperium,« siger B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

Rygterne har svirret i noget tid.

Det står skidt til i Donald Trumps hotelimperium. Coronavirus har betydet, at hoteller over alt på kloden har blødt penge.

Men specielt Trumps luksushotelkæde har været hårdt ramt.

Donald Trump ved sit hotel i Washington D.C.
Donald Trump ved sit hotel i Washington D.C. Foto: CHIP SOMODEVILLA
Vis mere

Og her ser det 122 år gamle postkontor, der siden 2013 har huset Trump International Hotel i Washington D.C., ud til at blive et meget prominent offer.

Ifølge Axios forsøger den tidligere præsident nemlig at frasælge de rettigheder, han har til at drive og navngive bygningen de kommende mere end 50 år.

Fortællingerne fra den pompøse bygning i hjertet af den amerikanske hovedstad er ellers mange.

Ikke mindst fra Trumps år i Det Hvide Hus.

Tit besøgte præsident Trump hotellet for at spise middag. Ofte skete det uanmeldt.

Men klog af skade var personalet i hotellets restaurant, BLT Prime, altid forberedt på et besøg fra verdens på tidspunktet mest magtfulde mand.

Trumps bord i midten af lokalet – bord nummer 72 – stod altid ledigt. Bare hvis nu præsidenten skulle kigge forbi.

Kun Trumps egne børn, Melania eller helt tætte rådgivere som Rudy Giuliani eller vicepræsident Mike Pence kunne få tilladelse til at sidde ved bordet, hvis Trump ikke selv var med.

Trump International Hotel i Washington D.C.
Trump International Hotel i Washington D.C. Foto: Kevin Dietsch
Vis mere

»Bygningen var på mange måder omstridt under Trump, for han brugte den til at holde hof som præsident,« siger Jakob Illeborg.

»Det er unormalt for en præsident, som har Det Hvide Hus lige i nærheden,« uddyber han.

Og holde hof var præcis, hvad Trump gjorde. Hvis man var noget ved musikken i det republikanske parti eller ønskede at være det, så var det stedet, man skulle spise sin aftensmad eller frokost.

Gerne ofte.

Ved de andre borde i nærheden af bord 72 var den republikanske og konservative elite typisk at finde. Ofte i håb om at være tæt på eller møde præsidenten.

Det gjorde Trump-hotellet til et helt centralt sted for det republikanske parti. Og et sted man delvist kunne komme udenom det enorme sikkerhedsopbud ved Det Hvide Hus.

På BLT Prime var der også helt særlige regler, når Trump dukkede op. Blandt andet havde man en syvtrins-guide til, hvordan præsidenten skulle have serveret sin Diet Coke, har magasinet Washingtonian tidligere beskrevet:

Men først skulle en lille procedure følges, når Trump havde sat sig. Her skulle han præsenteres for en lille Purell-håndsprit (også inden corona). Og så skulle tjeneren til ordet sige:

Snart kan det være, at de gyldne bogstaver på Trump International Hotel skal fjernes.
Snart kan det være, at de gyldne bogstaver på Trump International Hotel skal fjernes. Foto: Kevin Dietsch
Vis mere

»God (morgen, middag, aften etc.) hr. præsident. Vil De have Deres Diet Coke med eller uden is?«

Dernæst skulle sodavanden åbnes foran Trump med en langhalset flaskeåbner, der skulle holdes på den nederste tredjedel, alt imens sodavanden også blev holdt på den nederste tredjedel. Og så skulle den stilles ved præsidentens højre hånd.

Så længe præsidenten spiste – altid rejecocktail, gennemstegt bøf og pommesfrites – skulle denne gestus gentages, når han manglede noget at drikke.

Desuden skulle tjenerne gerne åbne en lille flaske Heinz ketchup for præsidenten. Og han skulle gerne høre det lille 'pop', når låget kom af.

Yderligere skulle præsidenten altid have den største bøf ved bordet, hvorfor restauranten sørgede for at have ekstra store 'Trump-bøffer' på lager, så han ikke fik en mindre end andre gæster.

Jakob Illeborg ser det mulige salg af rettighederne til hotellet som en stor ting for Trump.

»Symbolsk er det ikke godt for Trump, når han lever af at være verdens bedste forretningsmand, og man så ser ud til at må afstå en af sine kronjuveler,« siger Jakob Illeborg.

»Det kan også tolkes i den retning, at Trump er færdig i Washington, selvom han har sagt, han vil være præsident igen,« uddyber han.

Trump International Hotel i Washington D.C. kostede Trump-organisationen 250.000 dollar – svarende til omkring 1,5 million kroner – i månedlig husleje på det lysekrone- og marmorbelagte hotel.