Fredag var USAs forhenværende præsident, Barack Obama, i Illinois for at tale for en samling studerende. Ifølge den nuværende præsident, Donald Trump, var talen så kedelig, at han faldt i søvn undervejs, skriver Business Insider.

»Undskyld. Jeg så den, men jeg faldt i søvn,« sagde Trump under en tale i North Dakota samme dag. Han fortalte desuden, at han syntes, Obamas tale var god, hvis man havde brug for lidt søvn.

Han talte i North Dakota i forbindelse med senatorkandidaten, Kevin Cramers, kampagne.

Den amerikanske journalist Aron Rupar har lagt store dele af talen ud på sin Twitter-profil. Herunder kan du se en video, hvor Trump kommenterer på Obamas tale.

Under sin tale nævnte Obama for første gang Trump ved navn, siden han forlod Det Hvide Hus.

Den tidligere præsident beskrev Trump som 'symptom på, ikke årsagen' til de splittede, negative følelser, der ifølge ham gennemsyrer amerikansk politik i dag.

Obama kritiserede Trump for alt fra præsidentens svar til episoden med de højreradikale skyderier i Charlottesville til hans angreb på medierne.

Det var ikke kun præsidenten, han kritiserede, men også hele det republikanske parti.

Tidligere præsident, Barack Obama, ved en tale i Illinois.
Tidligere præsident, Barack Obama, ved en tale i Illinois. Foto: JOHN GRESS
Vis mere

Han kritiserede blandt andet partiet for at påstå, at arbejdsløsheden er faldet, efter Donald Trump overtog præsidentposten.

I talen minder Obama det republikanske parti om, at det de beskriver som et mirakel også var gældende i 2015 og 2016.