Mens mange af Donald Trumps fans ifølge twitter mener, at Corona-virussen (Covid-19) er noget, det amerikanske demokratiske parti har opfundet, så mener Trump selv, at faren er stærkt overdrevet.

Det fremgik af nattens pressemøde, hvor Donald Trump først modsagde sine egne eksperter og derefter gav den demokratiske tv-debat skylden for aktiemarkedets styrtdyk.

Også selvom debatten fandt sted efter aktiemarkedets nedtur på godt seks procent - 2000 point på DOW JONES indekset.

»Vi har helt sikkert Corona-virussen under kontrol. Og jeg mener, at aktiemarkedet reagerer på de demokratiske kandidater, der står der og gør sig selv til nar, ved at overdrive sygdommens spredning,« sagde Donald Trump under en time langt pressemøde natten til torsdag.

Donald J. Trump under nattens pressemøde.
Donald J. Trump under nattens pressemøde. Foto: ERIK S. LESSER - EPA
Vis mere

I starten af mødet afslørede Donald Trump, at han officielt har gjort vicepræsident Mike Pence ansvarlig for den amerikanske indsats imod sygdommen, der nu har kostet knap 3.000 menneskeliv og har smittet over 81.000.

Trump understregede igen og igen, at der kun er 15 tilfælde af sygdommen i USA udover de 42 amerikanske statsborgere, der som cruise-passagerer var blevet smittet med sygdommen og siden fik lov til at vende tilbage til karantæne i USA.

Trump indrømmede efter direkte spørgsmål fra de fremmødte journalister, at USA havde planer for eventuel karantæne af diverse amerikanske storbyer. Præsidenten afslørede også, at amerikanske skoler kunne blive lukket, hvis sygdommen spredte sig yderligere i USA - en udvikling, som flere eksperter til samme pressemøde kaldte 'uundgåelig'.

Men igen og igen understregede Donald Trump, at sygdommen var under kontrol og at den efter al sandsynlighed snart ville forsvinde. Og gang på gang fastslog han, at en stor del af panikken, bl.a. på aktiemarkedet var et direkte resultat af den seneste demokratiske tv-debat, der fandt sted natten til onsdag, dansk tid.

Donald Trump viser under nattens pressemøde lidt statistik i forbindelse med Covid-19-virussen.
Donald Trump viser under nattens pressemøde lidt statistik i forbindelse med Covid-19-virussen. Foto: ANDREW CABALLERO-REYNOLDS
Vis mere

En påstand, der gjorde den amerikanske tv-vært Chris Matthews stiktosset.

»Hvordan kan nogen være dumme nok til at tro på den tossede Trump-teori. Tror de, at demokraterne har opfundet en tidsmaskine. Debatten fandt sted onsdag aften (amerikansk tid, red.) og aktiemarkedets nedtur fandt sted mandag og tirsdag - før tv-debatten. Det er en vanvittig påstand,« sagde Chris Matthews i programmet 'Hardball'.

Efter Donald Trump begyndte at tage spørgsmål fra de mange højtråbende journalister, havde Trumps egen sundhedsminister Alex Azar fastslået, at en eventuel vaccine var over et år ude i fremtiden. Og Azat understregede: »Vi vil ret sikkert se flere tilfælde i USA.«

Da præsidenten blev spurgt, hvorfor han modsiger eksperterne, svarede han: »Jeg modsiger dem ikke. Vi har det bedste folk i hele verden. Jeg tror bare ikke, at det er uundgåeligt. Vi er blot forberedt på det værste. Hvis det nu skulle ske.«

Donald Trump var lige vendt hjem fra Indien, da han natten til torsdag afholdt pressekonfrrence om corona-virussen.
Donald Trump var lige vendt hjem fra Indien, da han natten til torsdag afholdt pressekonfrrence om corona-virussen. Foto: CARLOS BARRIA
Vis mere

USA vil ifølge Trump afsætte det, der svarer til et sted imellem 20 og 80 milliarder kroner til bekæmpelsen af sygdommen, der startede i Kina. Men trods den relativt optimistiske tone, dykkede de asiatiske børsmarkeder godt en halv procent, mens præsidenten talte.