Trump forhandlede tirsdag med demokrater om finanslov, men krævede støtte til sin kontroversielle grænsemur.

På et møde tirsdag aften i Det Hvide Hus gik bølgerne højt mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og demokraterne Chuck Schumer og Nancy Pelosi.

De to er partiets ledere i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus, og var på besøg i Det Ovale Værelse for at diskutere en mulig aftale om en kommende finanslov.

Men diskussionen, der blev transmitteret på direkte fjernsyn, udviklede sig hurtigt og blev konfrontatorisk, da Trump begyndte at fokusere på den manglende finansiering af sin ønskede grænsemur til Mexico.

- Hvis ikke vi får, hvad vi vil have, på den ene eller anden måde, enten med jeres hjælp eller via militæret, så vil jeg lukke regeringen ned, sagde Trump ifølge en stribe amerikanske medier, der dækkede mødet.

Trump har gentagne gange forlangt demokratisk støtte til sin grænsemur og truet med at nægte at underskrive finansloven. Sker det, vil staten lukke for offentlige ydelser og tilbageholde løn.

- Jeg er stolt af at lukke regeringen for at sikre grænsekontrollen, Chuck, fordi amerikanerne vil ikke have kriminelle og mennesker med problemer og stoffer til at strømme ind i vores land, siger Trump henvendt til senator Chuck Schumer.

Det er meget sjældent, at politiske forhandlinger foregår for åbent tæppe i USA.

Diskussionen begyndte, da demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, der står til at overtage formandsposten i kammeret efter sejren ved midtvejsvalget i november, sagde, at der var brug for en finanslov snart.

Trump gik hende på klingen og sagde, at han ikke kunne få en aftale igennem uden demokratisk støtte i Senatet.

- Hvis jeg havde brug for stemmerne i Huset, ville jeg få dem med det samme. Det ville være hurtigt overstået, sagde præsidenten pralende.

- Jamen så gør det. Gå i gang og få det gjort, svarede Pelosi drilsk.

Trump kaldte gentagne gange demokraternes modstand mod grænsemuren for "præsidentiel chikane".

Hvis der ikke kommer enighed om statens finansiering inden 21. december, vil offentligt ansatte efter den dato ikke modtage løn. Trump har bedt kongressen om fem milliarder dollar (cirka 32 milliarder kroner, red.) til grænsekontrol, herunder etablering af en grænsemur.

/ritzau/