Det kan først lade sig gøre at genåbne økonomien, når USA er på en nedadgående viruskurve, siger Trump.

USA's præsident, Donald Trump, ser gerne, at den amerikanske økonomi bliver genåbnet med et brag. Men før det kan ske, er det daglige dødstal nødt til at være faldende.

Det siger han på sin daglige pressebriefing i Det Hvide Hus om coronavirussituationen i USA onsdag aften lokal tid.

På samme pressebriefing siger Trump, at USA's Centre for Sygdomskontrol senere onsdag vil offentliggøre retningslinjer, der skal sikre, at essentielle arbejdere kan udføre deres job efter at være blevet eksponeret for virusset.

Donald Trump undlader at give en tidsramme for en genåbning af økonomien, men tirsdag sagde hans nærmeste økonomiske rådgiver, Larry Kudlow, at en genåbning er mulig inden for mellem fire og otte uger.

Trump søger genvalg ved præsidentvalget 3. november og ønsker at få økonomien i gang igen så hurtigt som muligt.

Dog opfordrer hans sundhedsfaglige rådgivere til at udvise forsigtighed. De peger på, at det kan føre til et nyt udbrud, hvis folk vender tilbage til en følelse af normalitet for tidligt.

På onsdagens pressemøde siger Trump, at økonomien kan blive genåbnet i faser, men at "det ville være dejligt at genåbne den med et stort brag" - et såkaldt big bang.

I samme ombæring understreger han:

- Men vi er nødt til at befinde os på en nedadgående kurve, før det kan ske.

Derudover siger præsidenten, at han vil lytte til eksperternes råd omkring den videre proces.

Den amerikanske økonomi ventes at tage et drastisk fald i de kommende måneder, da virusset tvinger virksomheder til at lukke og gør millioner arbejdsløse.

Samtidig advarer USA's Centralbank om et trægt opsving, når først pandemien stilner af.

- Som følge af chokket af dette vil forbrugernes adfærd da være mere forsigtig?, spurgte direktøren for Dallas Federal Reserve Bank, Robert Kaplan, tidligere onsdag.

- Det handler ikke kun om bekymringer over sikkerheden. Det handler også om, at usikkerheden omkring økonomien og arbejdspladser kan få dem til at spare mere og bruge mindre.

En sådan forsigtig kan ifølge Robert Kaplan efterlade verdens største økonomi omkring fire-fem procent mindre ved udgangen af 2020 sammenlignet med udgangen af sidste år.

/ritzau/Reuters