Donald Trump bruger nærmest udelukkende Twitter som kommunikation til både vælgerne og kollegaerne.

Nu tvinges den 72-årige præsident til igen at lytte til sine Twitter-fjender.

Siden indsættelsen i 2017 har USA's præsident, Donald Trump blokeret andre kendte Twitter-brugere som gyserforfatter Stephen King, forfatter J.K. Rowling og skuespiller Chrissy Teigen.

Han brød sig ikke om deres ofte negative kommentarer på hans egen Twitter-konto.

Den britiske forfatter til Harry Potter-bøgerne, J. K. Rowling. Vis mere

Men nu har det amerikanske justitsministerium blandet sig. Og deres besked til præsidenten er klar.

Når man som Trump ofte bruger Twitter som sin primære kommunikationsmetode, kan man ikke udelukke andre amerikanske statsborgere fra debatten. Twitter bliver med andre ord et 'offentligt forum'.

Og derfor må Donald Trump nu bide i det sure æble og igen lade King og kompagni give deres mening til kende - også på Twitter.

Allerede i juni fik præsidenten ifølge avisen The New York Times besked på at genåbne adgang for syv blokerede brugere, der under gruppenavnet Knight Foundation havde klaget til justitsministeriet.

Og tirsdag fik Trump og Det Hvide Hus ordre om at give adgang til yderligere 41 Twitter-brugere, der før var blevet udelukket fra debatten på præsidentens Twitter-hjemmeside.

Der er endnu ingen kommentar fra præsidenten selv. Men flere brugere har allerede bekræftet, at de nu igen har fået adgang til Trumps private side: @RealDonaldTrump.

Således var komedieforfatteren Bess Kalb hurtigt ude:

»Jeg vil gerne sige tak til Knight Foundation, fordi de nu har tvunget @realDonaldTrump til at tage sin lille fedtede telefon frem, rynke på næsen, tage en dyb indånding og så trykke på 'unblock'-knappen.«

Og selv om hun selv er britisk statsborger og derfor stadig udelukket fra Trumps hjemmeside, så jubler også Harry Potters mor, J.K. Rowling, over afgørelsen.

'Ytringsfriheden længe leve,' skriver Rowling.

Det er endnu uvist, hvorvidt Chrissy Teigen og Stephen King er blandt de heldige, der nu igen kan blande sig i debatten på Trumps Twitter. Men samtidig er det ikke nogen hemmelighed, at der før var en anselig stolthed forbundet med den præsidentlige Twitter-udelukkelse.

Således forklarede Stephen King med et svedent smil, da han var gæst i 'The Late Show' med Stephen Colberts:

Den amerikanske forfatter Stephen King. Vis mere

»Jeg har muligvis fortalt, at præsidenten havde sit hoved et sted, hvor det krævede en vis yoga-position at nå (up his ass, red.)«

Chrissy Teigen blev udelukket, efter hun skrev 'LOL, ingen kan lide dig'.

Og den ukendte Twitter-bruger Jules Suzdaltsev fik sparket, da hun relativt uskyldigt opfordrede Trump til at bruge mere tid sammen med sin unge søn Barron.

I sin afgørelse beordrede U.S.-distriktsdommer Naomi Reice Buchwald således præsidenten til at genåbne sin Twitter-hjemmeside for i alt 48 blokerede brugere. Men samtidig opfordrer hun Donald Trump til at bruge den såkaldte 'mute'-fuktion på det sociale netværk. Således kan andre stadig se de mindre venlige indlæg, mens han selv lettere kan ignorere dem.