De amerikanske tech-virksomheder er uenig med USA's kommende præsident på mange områder. Nu mødes de.

Washington D.C.. Topcheferne for store tech-virksomheder som Apple, Facebook og Tesla mødes onsdag aften med USA's kommende præsident, Donald Trump.

Mødet er kommet i stand oven på en amerikansk præsidentvalgkamp, hvor både de såkaldte Silicon Valley-firmaer og den republikanske kandidat gav klart udtryk for deres afsky over for hinanden.

Trump opfordrede blandt andet sine vælgere til at boykotte Apple-produkter under valgkampen, hvor han i maj også udtalte:

- Du kigger på nogle af de her tech-aktier, som er så, så svage som koncept og som virksomhed, og de sælger for så mange penge.

Formålet med mødet er at rette fokus på parternes fælles mål i stedet for de områder, der er uenighed omkring - såsom indvandring, overvågning på nettet og handelsforholdet til Kina.

Særligt sidstnævnte har givet anledning til bekymring blandt virksomhederne.

For forholdet til Kina har fået skrammer, efter at Donald Trump har nægtet at love at holde fast i USA's såkaldte et-Kina-politik i forhold til Taiwan.

Der er tale om et meget ømtåleligt emne, da Kina betragter Taiwan som en kinesisk udbryderprovins.

Det kinesiske udenrigsministerium har derfor udtalt, at amerikansk-kinesisk samarbejde er "udelukket", hvis ikke USA anerkender Kinas kerneinteresser i Taiwan.

/ritzau/