Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe palæstinensere og israelere til at opnå fred, siger USA's leder.

Betlehem. USA's præsident, Donald Trump, lover ved sit møde med palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, at gøre alt for at opnå fred mellem israelere og palæstinensere.

- Jeg er fast besluttet på at forsøge at opnå en fredsaftale mellem israelerne og palæstinenserne.

- Jeg agter at gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe dem til at nå det mål, siger Trump.

Mødet med Abbas fandt sted i Betlehem på den besatte Vestbred.

Tilbage i Jerusalem opfordrer Trump såvel israelerne som palæstinenserne til at indgå kompromiser, der kan føre til fred.

- Men det vil ikke være let at skabe fred, sagde USA's præsident til en forsamling af israelske politikere og fremtrædende israelere.

- Det ved vi alle. Begge parter står foran svære beslutninger. Men med beslutsomhed, kompromis og troen på, at fred er mulig, så kan israelere og palæstinensere indgå en aftale.

Trump landede mandag i Israel, da han havde afsluttet sit besøg i Saudi-Arabien.

I Israel drøftede han en genoptagelse af fredsforhandlinger med premierminister Benjamin Netanyahu.

Fredsforhandlingerne har stået stille de seneste tre år.

/ritzau/AFP