Barack Obama. George W. Bush. Bill Clinton. Og Donald Trumps vicepræsident, Mike Pence. Alle har de hyldet USAs tidligere udenrigsminister Colin Powell, som mandag afgik ved døden.

Men Donald Trump går imod strømmen. Mildest talt.

Den tidligere præsident har i lighed med sine forgængere og sin tidligere nærmeste underordnede, Mike Pence, kommenteret tabet af Colin Powell, som døde af komplikationer efter smitte med coronavirus. Men der hører lighederne også op.

»Vidunderligt at se, at Colin Powell, som begik store fejl om Irak og de berømte såkaldte masseødelæggelsesvåben, bliver behandlet så smukt af fake news-medierne. Håber det samme sker for mig en dag,« skriver Donald Trump i en udtalelse på sin hjemmeside.

»Han var en klassisk RINO ('kun republikaner af navn', red.), hvis han overhovedet var det, da han altid var den første til at angribe andre republikanere. Han begik talrige fejl, men lad ham alligevel hvile i fred,« slutter Donald Trump udtalelsen.

Trumps udtalelse har vakt en del opsigt i USA – men ikke så meget på grund af de hårde angreb mod Powell og medierne.

De er i sig selv ikke overraskende, lyder det i flere analyser, som er forfattet af analytikere på medier, som Trump har ligget i krig med i årevis, såsom CNN og Politico.

For det er velkendt, at Donald Trump og Colin Powell ikke just har været på julekort, siden den tidligere udenrigsminister Powell åbent støttede demokraten Joe Biden ved det seneste præsidentvalg, selvom han var republikaner ligesom Bidens modstander – Donald Trump. Powell har også åbent kritiseret Trumps håndtering af stormen på Kongressen.

Men at Trump går til angreb på Colin Powell dagen efter hans død, siger ifølge analytikerne en hel del om den tidligere præsidents nuværende situation.

En af dem vurderer, at det kan give bagslag.

Og dét, selvom mange af Donald Trumps tilhængere ifølge Politicos medieanalytiker Jack Shafer bakker fuldt og helt op om den tidligere præsidents angreb på Powell og medierne.

Shafer hæfter sig ved, at Donald Trump ikke længere når ud til millioner af følgere på sit tidligere yndlingsmedie, Twitter. At han ikke længere optræder i bedste sendetid på Fox News. Og at han ikke længere har et stort partiapparat bag sig, som sørger for at få hans budskaber ud overalt.

Trump er ikke længere lige så interessant som før og er langsomt ved at glide ud af nyhedsstrømmen, mener han. Det er tidligere blevet beskrevet, at han slet, slet ikke når ud til lige så mange mennesker via sin nye hjemmeside, som han gjorde med sine berømte tweets.

Derfor føler Trump sig ifølge Shafer nødsaget til at overgå sig selv i sine bestræbelser på at få opmærksomhed. Men prisen kan blive høj.

»Ulempen for Trump – hvis ulemper findes i Trumps univers – er, at mens han synker stadig lavere i sine forsøg på at komme i nyhederne, ender han med at sende, hvad der svarer til et auditionbånd til de sociale medier, der kun har suspenderet ham (Facebook, Instagram, YouTube og Twitch), som vil være en påmindelse om, at de aldrig bør lade ham komme tilbage,« skriver Jack Shafer i Politico.

Ifølge Shafer ville en tilbagevenden til de sociale medier og deres enorme potentiale for at nå ud til mange mennesker være Trumps mulighed for igen at komme ind på den politiske scene i USA. En mulighed, der efter hans vurdering bliver mindre og mindre i takt med, at Trump går mere og mere til yderlighederne for at blive hørt.

Colin Powell døde mandag efter komplikationer efter smitte med coronavirus. Han led ifølge flere amerikanske medier også af leukæmi, og den præcise dødsårsag er ikke oplyst. Powell var færdigvaccineret mod coronavirus.

Han blev 84 år og efterlader sig kone og tre børn.