Præsident Trump kalder håndteringen af sidste års naturkatastrofe i Puerto Rico for en 'enorm succes.' Det ordvalg vækker kritik blandt hans modstandere. Orkanen Maria kostede flere tusinder livet.

Gader og huse blev oversvømmet. Elforsyninger ødelagt. Vejene brød sammen og flød med affald, og næsten 3000 mennesker mistede livet.

Det er ikke engang et år siden, orkanen Maria ramte den selvstyrende caribiske ø Puerto Rico med op til 282 kilometer i timen og trak et spor af død og ødelæggelse efter sig.

Østaten kontrolleres af USA, og både under og efter katastrofen blev moderlandet skarpt kritiseret for ikke at gøre nok for at afhjælpe følgerne af orkanen.

Foto: Tasos Katopodis
Vis mere

Det var især Carmen Cruz, borgmester i hovedstaden, San Juan, som gik forrest i kritikken af myndighedernes indsats.

For nylig kom det så frem, at næsten 3000 liv - og ikke som først antaget 64 - gik tabt i den voldsomme storm. Her 11 måneder efter lider øboerne stadig under følgerne af orkanen.

Nu er en ny dødbringende orkan på vej til USA. Torsdag ventes 'Florence' at ramme dele af den amerikanske østkyst, og derfor afholdt Donald Trump tirsdag et pressemøde, hvor han opfordrede borgerne til at tage situationen meget alvorligt og følge myndighedernes opfordring.

I den forbindelse blev præsidenten spurgt, hvad myndighederne efter hans mening havde lært af orkanen Maria.

Foto: LEAH MILLIS
Vis mere

»Det arbejde, som Fema (den føderale katastrofeberedskabstjeneste, red.) og myndigheder og alle udførte i samarbejde med Puerto Ricos guvernør, synes jeg var fabelagtigt. Jeg synes, at Puerto Rico var en utrolig, lidet anerkendt succes,« sagde han ifølge tv-stationen BBC.

Det får nu Trumps politiske modstandere til at beskylde ham for at undervurdere katastrofen på den caribiske ø.

Borgmester Carmen Cruz er igen en del af præsidentens kritikere.

'Succes? Hvis han mener, at 3000 menneskers død er en succes, så må Gud hjælpe os alle,' skriver hun på Twitter.

Den tidligere præsidentkandidat senator Bernie Sanders er enig.

'Næsten 3000 mennesker døde. Det er ikke en 'succes.' Det er en tragedie og en skændsel,' skriver han også på det sociale medie.