Trods retssag, anklagepunkter og møgsager hængende over hovedet, går Donald Trump efter at blive USAs næste præsident.
Og hvis han bliver valgt, vil han være i stand til at stoppe krigen i Ukraine.
Han kan endda gøre det på 24 timer, siger han i et interview med NBC i programmet 'Meet the Press'.
Det helt store spørgsmål er så, hvordan han vil bære sig an med at standse krigen, der har varet i godt 18 måneder. Det vil han dog ikke i detaljer omkring.
»Hvis jeg fortæller dig det, mister jeg alle mine forhandlingsmuligheder. Man kan jo ikke sige præcis, hvad man har tænkt sig at gøre.«
»Men jeg ville sige visse ting til Putin, og jeg ville sige visse ting til Zelenskyj,« udtaler han i interviewet.
Han tilføjer i en kort bemærkning, at han vil lave en »fair aftale for alle« – dog igen uden at konkretisere det og komme med egentlige svar.
Lige nu er Donald Trump favorit til at blive republikanernes præsidentkandidat, når valget afholdes næste år.
Det er til trods for, at alt andet end politik har været forbundet med Donald Trump det seneste stykke tid.
4. marts 2024 skal Donald Trump møde i retten, hvor han er anklaget for at have forsøgt at omstøde valgresultatet i 2020.
Han skal forsvare sig mod 13 anklagepunkter, der blandt andet omhandler organiseret kriminalitet og for at presse højtstående administratorer i Georgia til at omgøre resultatet fra valget i 2020.
Trump er endvidere anklaget for at ville udpege falske valgmænd, der skulle få det til at se ud, som om at han havde vundet i staten Georgia.
Trump afviser alle anklager.
Derudover er han også anklaget i en sag om ulovlig opbevaring af fortrolige dokumenter samt påstået bestikkelse af den tidligere pornostjerne Stormy Daniels.
Også her afviser Trump at være skyldig.