Der er langt fra Donald Trumps oprindelige optimistiske attitude til præsidentens alvorlige og ildevarslende tone ved nattens corona-pressekonference i Det Hvide Hus.

»Det her bliver to til tre meget svære uger - meget smertefulde. Det er et spørgsmål om liv og død. Og det er vigtigt, at alle amerikanere overholder forholdsreglerne,« sagde Donald Trump, der som sædvanligt var flankeret af vicepræsident Mike Pence og corona-holdets to læger Anthony Fauci og Deborah Birx.

Begge læger bekræftede, at det realistiske antal døde som følge af coronavirussen i USA ville blive et sted imellem 100.000 og 240.000 mennesker.

»Det er et skræmmende antal. Men vi bør være forberedt. Vi håber selvfølgelig, at det ikke kommer til at gå så galt. Men vi bør som sagt være forberedt,« sagde Anthony Fauci, der før har ført an i USA's kamp imod AIDS og Ebola.

Donald Trump foran Dr. Anthony Fauci.
Donald Trump foran Dr. Anthony Fauci. Foto: TOM BRENNER - Reuters.
Vis mere

Pressekonferencen varede tæt på to timer. Og både Donald Trump og lægerne Fauci og Birx understregede, at forlængelsen af USA's officielle krisesituation frem til slutningen af april var påkrævet - livsvigtig.

»Hvis vi bare så til og ikke gjorde noget, kunne op til 2,2 millioner amerikanere miste livet. Folk ville dø overalt. Folk ville falde døde om i hotellobbyer,« sagde præsident Donald Trump, der ellers for det meste holdt sig til manuskriptet.

Når præsidenten som herover improviserede, forvandledes den sobre tone til voldsomme personlige angreb.

Således antydede præsidenten, at det var rigsretssagen sat i scene af demokraterne, der havde ført til USA's ringe corona-beredsskab. Og da snakken faldt på den hjemløse befolkning i Californien, der er specielt udsat for smitten, antydede præsidenten, at hans ærkefjende Nancy Pelosi var helt ligeglad med de hjemløse.

Donald Trump under nattens pressekonferrence i Det Hvide Hus.
Donald Trump under nattens pressekonferrence i Det Hvide Hus. Foto: MANDEL NGAN - AFP
Vis mere

Med over 180.000 syge og 3.669 døde som følge af coronavirussen har USA officielt slået Kinas tragiske rekord på 3.309 som verdens hårdest ramte land.

På verdensplan har over 800.000 testet positiv for covid-19 og over 40.000 har mistet livet.

Fra venstre: Donald Trump, Dr. Anthony Fauci og Debbie Birx.
Fra venstre: Donald Trump, Dr. Anthony Fauci og Debbie Birx. Foto: WIN MCNAMEE - AFP
Vis mere