Mandag holdt Donald Trump en tale, hvori han fordømte de to masseskydderier, som fandt sted i USA henover weekenden.

Særligt én sætning løb dog med opmærksomheden.

»Må gud velsigne mindet af dem, der omkom i Toledo,« lød det blandt andet fra den amerikanske præsident under talen.

Der er bare ét problem. Masseskyderiet, som Donald Trump taler om, skete nemlig i Dayton. Mere end 160 kilometer væk fra Toledo.

Trump forlod talerstolen mandag, uden hverken at tage spørgsmål fra den fremmødte presse eller erkende sin fejl.

Det vides ydermere ikke, om den amerikanske præsident havde læst ordene direkte fra teleprompteren, eller om han improviserede, da fejlen opstod.

Senere på dagen mandag, udsendte Det Hvide Hus dog et udskrift af Donald Trumps tale.

Her var ordene 'i Toledo' streget ud, skriver Rebecca Ballhaus, reporter i Det Hvide Hus for The Wall Street Journal på Twitter.

Nan Whaley, som er borgmester i Dayton, hvor én af weekendens masseskyderier fandt sted, fortæller ifølge New York Times, at hun har hørt, at præsidenten har i sinde at besøge byen for at kondolere personligt overfor borgerne.

»Men jeg har ikke modtaget et opkald endnu. Og ved du hvad? Det kan være, han tager til Toledo i stedet. Jeg ved det ikke,« siger borgmesteren humoristisk.

Også i Toledo har borgmesteren, Wade Kapszukiewicz, lagt mærke til Donald Trumps bommert.

'Det er rimelig åbenlyst, at præsidenten brugte det forkerte ord, og det sker jo engang imellem. Uanset tager Toledo glædeligt imod hans kondolence. Også selvom den var til Dayton,' skriver han i en pressemeddelelse.