Donald Trump er ikke just kendt som en mand, der går stille med dørene. Faktisk lige modsat. Han er hverken bange for store armbevægelser eller kontroversielle udmeldinger.

Under et pressemøde om coronakrisen i Det Hvide Hus mandag, nåede den amerikanske præsidents hang til dramatik dog helt nye højder.

I hvert fald ifølge CNNs reportere i Det Hvide Hus, der kalder Donald Trumps optræden under pressemødet for et af de mest hysteriske raserianfald, der nogensinde er blevet fanget på fjernsyn.

Den 73-årige præsident benyttede blandt andet lejligheden til at klage over, at pressen ikke giver ham og hans administration den anerkendelse, de fortjener for deres håndtering af coronakrisen. En krise, som indtil videre har kostet mere end 23.000 menneskeliv i USA.

Donald Trump afbrød flere journalister, der forsøgte at konfrontere ham med det faktum, at hans udsagn om 'fuld autoritet' er forfatningsstridigt.
Donald Trump afbrød flere journalister, der forsøgte at konfrontere ham med det faktum, at hans udsagn om 'fuld autoritet' er forfatningsstridigt. Foto: ALEX WONG
Vis mere

»Alt, vi har gjort, har været rigtigt,« lød det fra Donald Trump.

Herefter blev tingene dog endnu mærkeligere, da præsidenten hårdnakket påstod, at han har fuld autoritet over de amerikanske staters genåbning og opstart af økonomi - et udsagn, som strider mod den amerikanske forfatning.

»Når nogen er præsident i USA, er deres autoritet total, og det er sådan, det skal være,« sagde Donald Trump på pressemødet.

Den købte de fremmødte journalist dog ikke helt. En journalist konstaterer, at det, han siger, er løgn, hvorefter hun spørger, om guvernørerne i de 50 stater er gået med til, at han skal have fuld autoritet.

»Jeg har ikke spurgt guvernørerne, om de er okay med det. Ved du hvorfor? Fordi jeg ikke behøver at spørge dem,« lyder svaret fra præsidenten, inden han afbryder journalisten og går videre til næste spørgsmål.

Donald Trumps udmelding om 'fuld autoritet' kom blot få timer efter, at guvernørerne for nogle af de stater, der er hårdest ramt, annoncerede, at de ville danne grupper på tværs af staterne, som sammen skal arbejde på en plan for genåbning.

På den måde vil staterne i samarbejde vurdere, hvornår det er sikkert at ophæve restriktioner og så småt genåbne økonomien - i hver enkelt stat.

Det mener Donald Trump dog - som bekendt - ikke.

New Yorks guvernør, demokraten Andrew Cuomo, giver ikke meget for Trumps tale om 'fuld autoritet'.
New Yorks guvernør, demokraten Andrew Cuomo, giver ikke meget for Trumps tale om 'fuld autoritet'. Foto: BRYAN R. SMITH
Vis mere

Guvernøren i det amerikanske coronaepicenter New York, Andrew Cuomo, giver dog ikke meget for Trumps tale om 'fuld autoritet'.

Faktisk nægter han at følge den amerikanske præsident, hvis han giver ordre til at åbne staten.

»Forfatningen siger, at vi ikke har en konge, så at sige: 'Jeg har fuld autoritet over landet, fordi jeg er præsident', er usandt,«  lyder guvernørens svar som reaktion på pressemødet i Det Hvide Hus.

»Den eneste måde, denne i forvejen forfærdelige situation kunne blive værre, er, hvis der bryder krig ud mellem den føderale regering og staterne. Det (Trumps udsagn om fuld autoritet, red.) er ikke lovligt. Det er direkte forfatningsstridigt.«