Regnen siler ned over Det Hvide Hus og resten af den amerikanske hovedstad mandag morgen, men det bemærker præsident Donald Trump formentlig ikke.

For han har uhyrligt travlt med at sikre sig politisk opbakning forud for midtvejsvalget tirsdag, hvor så meget er på spil for præsidenten.

Trump har i den forgangne uge deltaget i 11 vælgermøder, og det er rekordmange på så få dage, skriver The Washington Times.

Men han er ikke i mål endnu med sin turne. Slet ikke. For kalenderen viser, at han alene mandag havde tre delstatsbesøg på programmet, Ohio, Indiana og Missouri.

Donald Trump var søndag i Georgia.
Donald Trump var søndag i Georgia. Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere

Derfor må han nok en gang forlade Det Hvide Hus, hvor han ankom klokken 1.40 natten til mandag lokal tid, for at tage til Joint Base Andrews uden for Washington D.C, hvorfra han kan flyve til sine vælgermøder.

Der er da også noget at indhente endnu for Trump. For republikanerne har længe stået til at tabe magten i Repræsentanternes Hus - det ene kammer i Kongressen.

Og den seneste måling fra ABC News og Washington Post giver ham antageligt ikke mindre ro i sjælen.

Demokraterne fører i den måling med otte procentpoint, hvilket dog er en klar forbedring i forhold til de 14 procentpoint, som 'the Grand Old Party' var bagud med i august.

Der er således lagt op til en gevaldig slutspurt i valgkampen, som ifølge de amerikanske medier mere end noget andet handler om Trumps popularitet.

Selvom republikanerne og Trump således ser ud til at hente noget af det tabte, lader præsidenten selv til at se skeptisk på muligheden for at bevare hele magten i Kongressen.

Ved et vælgermøde i West Virginia blev han citeret for at sige til tilskuerskaren, at hvis magten løber partiet af hænde, så 'finder han bare ud af det'.

Omvendt lød det søndag i Georgia optimistisk fra Trump, at de republikanske vælgere var nået til et 'feber-klimaks', hvilket han ikke mindst tilskriver sin egen hektiske aktivitet og sit fodarbejde, der gør 'en stor forskel' for lysten til at møde op og stemme rødt, republikansk.