Under ed sagde FBIs øverste chef, James Comey i sidste uge, at det føderale amerikanske politi stadig er i fuld gang med en 'alvorlig undersøgelse', af  mulige, ulovlige forbindelser imellem Donald Trumps 2016-kampagne og den russiske regering.

Og på spørgsmål fra flere amerikanske toppolitikere, kunne James Comey dengang ikke udelukke, at selveste præsident Donald Trump muligvis var indblandet..

I nat blev James Comey fyret af Donald Trump.

Den officielle forklaring fra Det Hvide Hus og Trumps justistminister Jeff Sessions lyder, at James Comey blev fyret på grund af sin mistænkelige opførsel i forhold til Hillary Clintons email-skandale sidste år, hvor den forhenværende udenrigsminister blev anklaget for at bruge en privat computerserver istedet for den officielle regeringsserver.

Og selvom Donald Trump ifølge amerikansk lovgivning har ret til at fyre FBI-chefen, så betvivler mange nu timingen og dermed den  virkelige årsag.

»Det her har intet med Hillary Clintons email at gøre,« sagde Elizabeth Warren, der er senator fra staten Massachusetts og én af Donald Trumps mest højlydte modstandere.

»James Comey var simpelthen blevet for farlig for Donald Trump. Trump-regeringen kunne ikke længere styre James Comey. Og derfor blev han fyret,« sagde Elizabeth Warren i nat til tv-stationen MSNBC.

Og måske er der noget om snakken.

Således er det nu (efter Comeys fyring) ikke længere sikkert, at FBI-undersøgelsen af Trump-kampagens russiske forbindelser vil fortsætte.

Ifølge CNN fandt James Comey, der var på FBI-opgave i Los Angeles, ud af, at han var blevet fyret, da han så nyheden på TV. Og hele natten har de amerikanske medier stillet et stort spørgsmålstegn ved den chokerende fyring.

Efter sin sejr ved præsidentvalget 8. november sidste år takkede Donald Trump således James Comey for dennes opførsel. Og Trump kaldte dengang James Comey for 'en modig mand', der tog de rigtige beslutninger.

Kun én gang tidligere i amerikansk historier er en FBI-chef blevet fyret af præsidenten. Og Donald Trumps overraskende beslutning blev i nat sammenlignet med den såkaldte 'Saturday Night Massacre', hvor Richard Nixon i 1972 fik sin justitsminister fyret - for derved at undgå offenliggørelsen af Watergate-optagelserne. I 1974 fik disse optagelser Richard Nixon til at trække sig som USAs præsident.