Kort efter tyrkisk finansministers forsøg på at berolige nervøse markeder fordobler USA told på tyrkisk stål.

Ankara. USA's præsident, Donald Trump, oplyser fredag på Twitter, at han har givet sin finansminister ordrer om at fordoble toldsatserne på stål og aluminium fra Tyrkiet.

- Aluminium vil nu være 20 procent og stål 50 procent. Vores forhold til Tyrkiet på dette tidspunkt er ikke godt, skriver præsidenten.

I sit tweet henviser præsidenten til, at den tyrkiske valuta, liraen, over et stykke tid og særligt fredag er faldet i værdi målt op i mod dollaren.

Fordoblingen kommer, mens den tyrkiske økonomi og særligt valutaen er i vanskeligheder.

Kort før Donald Trumps tweet forsøgte den tyrkiske finansminister, Berat Albayrak, at berolige tyrkere og omverdenen om, at den tyrkiske økonomi ikke er på randen af kollaps.

Der er ellers rigeligt med bekymrende indikatorer. Værdien af liraen er faldet så meget, at inflationen i landet stiger voldsomt. Inflation er et udtryk for en stigning i pris- og lønniveauet med blandt andet et fald i pengenes købekraft til følge.

Inflation er ikke per definition skidt, men den nuværende udvikling i Tyrkiet er usædvanlig i en sådan grad, at det ifølge nyhedsbureauet AP sår tvivl om Tyrkiets økonomiske stabilitet.

Berat Albayrak, der udover at være finansminister er præsident Recep Tayyip Erdogans svigersøn, forsikrede om, at den tyrkiske stat vil forsøge at nedbringe inflationen.

For at sikre tilliden til den tyrkiske stats budget vil Albayrak blandt andet skære i statens udgifter.

Præsident Erdogan opfordrede tidligere fredag sine borgere om at veksle deres euro og dollar til lira.

Den tyrkiske økonomi har længe haft udfordringer, der skulle løses. Men en tvist med USA om anholdelsen af en amerikansk præst i Tyrkiet, udløste en række økonomiske sanktioner, der har sat turbo på nedturen, vurderer chefanalytiker ved Danske Bank Jakob Ekholdt Christensen.

Ifølge chefanalytikere vakler Tyrkiets bankverden med liraens fald.

- I løbet af de senere år har mange tyrkiske virksomheder og husholdninger optaget lån i udenlandsk valuta, så omkring 40 procent af de tyrkiske bankers aktiver nu er lån udstedt i udenlandsk valuta - primært dollar, siger han i en kommentar.

- Det store fald i valutaen betyder, at det bliver meget dyrere for låntagerne at servicere og tilbagebetale lånene til bankerne. Så hvis den tyrkiske lira fortsætter sit frie fald, kan det føre til en alvorlig bankkrise i Tyrkiet.

Den tyrkiske centralbank vil meget muligt ønske at hæve renten ifølge Jakob Ekholdt Christensen. Men krisen får det krydderi, at det vil være imod præsident Erdogans ønske, og han har forsøgt at bremse rentestigninger.

/ritzau/