Onsdag brugte præsident Donald Trump sit foretrukne sociale medie, Twitter, til at meddele, at transkønnede personer ikke længere er velkomne i det amerikanske militær, og nu svirrer spekulationerne om, hvorfor forbuddet mon blev offentliggjort ud af det blå.

'Efter at have rådført mig med mine generaler og militære eksperter, så vær hermed informeret om, at USA's regering ikke vil acceptere eller tillade, at transkønnede personer gør tjeneste under nogen form i det amerikanske militær. Vores militær skal fokusere på afgørende og overvældende sejre og kan ikke blive bebyrdet med de medicinske omkostninger og forstyrrelser, som transkønnede i militæret vil medføre,' skrev Trump onsdag.

Meldingen fra præsidenten kom pludseligt, og kom tilsyneladende bag på mange - inklusiv ansatte i både det amerikanske forsvarsministerium og Pentagon.

Ifølge flere internationale medier, herunder BBC, henviste forsvarsministeriet onsdag alle spørgsmål vedrørende Trumps nybebudede forbud til Det Hvide Hus, og forsvarsminister James Mattis kendte også først til forbuddet, efter det var offentliggjort i medierne.

Men selvom det overraskede mange, at præsident Donald Trump meddelte forbuddet mod transkønnede i hæren, så har emnet ifølge flere amerikanske medier allerede i en længere periode været et varmt diskussionsemne i Repræsentanternes Hus, der sammen med Senatet udgør Kongressen. Her har det blandt andet har været diskuteret, hvorvidt man skulle forbyde Pentagon at betale for kønsskifteoperationer for transkønnede personer, da det ifølge flere republikanere (som har majoriteten i Repræsentanternes Hus) er en ordning, der er spild af skatteydernes penge.

»Jeg tænker, og det siger jeg med respekt for alle, at hvis nogen ønsker at komme til militæret, potentielt risikere deres liv for at redde landet, så skulle de nok beslutte, om de er mand eller kvinde, før de gør det,« sagade republikaner Trent Franks i sidste uge til Politico.

Ifølge samme medie var der for bare få uger siden et forslag sat til afstemning, og det kom bag på mange republikanere, at forslaget med et snævert flertal blev stemt ned, fordi en lille gruppe moderate republikanere sammen med Demokraterne stemte imod.

Efterfølgende har flere republikanere udtrykt deres utilfredshed med afstemningens resultat og flere forsøgte igen at få emnet taget op, men da det blev nægtet, vendte flere konservative republikanere sig mod Det Hvide Hus

Både Politico og flere andre internationale medier skriver, at skænderiet om forslaget i Huset samtidig satte et andet lovforslag i fare. Et, der potentielt kunne have stor betydning for Donald Trump, fordi forslaget blandt andet indholdt finansiering til den famøse mur til Mexico, som præsidenten slog sig stort op på under sin valgkamp. Ifølge Politico skulle forslaget desuden indeholde flere andre af Trumps tidligere kampagneløfter.

Og netop det kan meget vel være årsagen til, at Trump onsdag gik hele vejen - uden om Husets beslutning - og forbød transkønnede i militæret i det hele taget.

Ifølge Politico er udmeldingen dog kommet bag på flere republikanere, som ikke havde regnet med, at Trump ville gå ud med et decideret forbud mod transkønnede i militæret, men blot ønskede en lov om, at Pentagon ikke måtte betale for kønsskifteoperationer.

Hvad efterspillet på onsdagens udmelding bliver, vides endnu ikke. Det skønnes, at der er mellem 2.500 og 7.000 transkønnede personer i den amerikanske hær, men ifølge flere LGTB-grupper er tallet helt oppe på omkring 15.000 personer.

Et forbud mod transkønnede i den amerikanske hær blev sidste år ophævet af præsident Obama, og det er endnu uklart, hvad der skal ske med de transkønnede personer, der allerede nu er en del af hæren.