Donald Trumps administration har udarbejdet ny liste med otte lande, der vil være omfattet af indrejseforbud.

Washington. Statsborgere fra Nordkorea og Venezuela vil fremover blive omfattet af et nyt indrejseforbud, der er udstedt af USA's præsident, Donald Trump.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udkastet til de nye restriktioner blev underskrevet af præsidenten søndag lokal tid.

De nye regler vil ud over de ovennævnte lande gælde Chad, Iran, Libyen, Somalia, Syrien og Yemen. De ventes at træde i kraft 18. oktober.

De nye regler veksler mellem totale indrejseforbud mod statsborgere fra lande som eksempelvis Syrien til mere målrettede restriktioner.

Udmeldingen fra Det Hvide Hus kommer på dagen, hvor Donald Trumps midlertidige indrejseforbud mod borgere fra seks lande med overvejende muslimske befolkninger udløber.

Det trådte i kraft for 90 dage siden. Det tidligere indrejseforbud omfattede statsborgere, der ikke kunne dokumentere en reel tilknytning til personer eller organisationer i USA.

Det tidligere indrejseforbud gjaldt også borgere fra Sudan.

Embedsmænd understreger ifølge nyhedsbureauet AP, at restriktionerne ikke gælder personer, der allerede har et visum.

Restriktionerne er ifølge ministeriet for indenlandsk sikkerhed rettet mod lande, der nægter at udveksle efterretninger med USA.

- At gøre USA sikkert igen er min førsteprioritet. Vi vil ikke lade folk rejse ind i vores land, som vi ikke kan kontrollere på sikker vis, skriver præsident Donald Trump på Twitter.

Det seneste indrejseforbud var kun rettet mod lande med overvejende muslimske befolkninger. Med tilføjelsen af Nordkorea og Venezuela har Donald Trumps administration nu udvidet forbuddet.

- Nordkorea samarbejder ikke med USA's regering på nogen måde og undlader at opfylde kravene om udveksling af oplysninger, lyder begrundelsen fra Det Hvide Hus.

En talsmand for Det Hvide Hus erkender over for nyhedsbureauet Reuters, at antallet af nordkoreanske statsborgere, der rejser til USA, er forsvindende lille.

/ritzau/