Anthony Scaramucci fik kort tid i Det Hvide Hus, men han nåede at sætte sit aftryk på præsidentboligen.

Washington D.C.. Donald Trump fjerner sin kommunikationschef, Anthony Scaramucci, som kun fik 11 dage i jobbet.

Det bekræfter Det Hvide Hus i en pressemeddelelse.

- Anthony Scaramucci forlader sit job som kommunikationschef i Det Hvide Hus. Hr. Scaramucci følte, at det ville være bedst at vaske tavlen ren, så stabschef John Kelly kan samle sit eget hold, skriver Det Hvide Hus.

New York Times erfarer, at den 53-årige rådgiver er fyret efter krav fra præsidentens nyindsatte stabschef, John Kelly.

Kelly har ifølge CNN sagt, at den flamboyante kommunikationschef havde "brændt sin troværdighed" og "manglede disciplin".

I januar solgte Scaramucci sine aktier i investeringsfirmaet SkyBridge Capital, som han selv stod bag, da han angiveligt var tæt på at få en post på Trumps hold. Men der skulle gå et halvt år, før drømmen gik i opfyldelse.

Scaramucci tiltrådte tidligere på måneden. Men han nåede alligevel at sætte sit markante aftryk.

Han var angiveligt årsagen til, at talsmand Sean Spicer, som var meget synlig i præsidentens første måneder på posten, er ude af Det Hvide Hus.

Kommunikationschef Scaramucci har i en samtale refereret i ugemagasinet The New Yorker for nylig sagt, at han ville sørge for, at stabschef Reince Priebus blev fyret.

Snart efter var Priebus fortid i Det Hvide Hus. Mandag er han officielt erstattet af tidligere sikkerhedsminister John F. Kelly.

Scaramucci mistænkte Priebus for at stå bag flere lækager.

Da Kelly tidligere mandag blev taget i ed, sagde Donald Trump, at der er styr på sagerne i præsidentboligen. Der er "ikke kaos", sagde præsidenten.

Ansættelsen af tidligere general John Kelly skulle bringe lidt militær disciplin ind i Det Hvide Hus.

- Hans præstationer hidtil i forhold til den nationale sikkerhed er rekordknusende, når man tænker på landegrænsen og de store resultater, som vi har opnået, sagde Trump.

Præsidenten har omtalt Kelly som "en rigtig stjerne i min administration".

/ritzau/Reuters