USA's præsident, Donald Trump, har underskrevet et præsidentielt dekret, der giver mulighed for at ændre i en lov, som beskytter sociale medier.

Det sker ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag eftermiddag lokal tid, efter at det sociale medie Twitter for første gang satte et faktatjek-mærkat på et opslag fra Trump angående brevstemmer, der blev stemplet som vildledende.

Ifølge Reuters har Trump sagt, at han vil skrotte eller ændre en lov, der fjerner de sociale mediers retlige immunitet.

Den immunitet beskytter dem mod at blive holdt ansvarlige for, hvad deres brugere skriver.

Nyhedsbureauet AP skriver, at dekretet også giver instanser, som den føderale kommission for kommunikation og den amerikanske forbruger- og konkurrencestyrelse (FTC) mulighed for at undersøge, om de kan pålægge nye regler for de sociale medier.

Hverken Facebook eller Twitter har kommenteret sagen.

Ifølge nyhedsbureauet AFP siger Trump, at de sociale medier ikke længere er neutrale fora, men engagerer sig i politisk aktivisme.

Trump har selv brugt særligt Twitter meget for at udbrede sin politik og kritisere politiske modstandere.

/ritzau/