USA's præsident, Donald Trump, er overrasket over Joe Bidens valg af Kamala Harris som vicepræsidentkandidat.

Det siger Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus sent tirsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han mener, at Harris har opført sig "meget, meget grimt" og respektløst over for blandt andet Biden under tv-debatter i forbindelse med Det Demokratiske Partis primærvalg.

- En af grundene til, at det overraskede mig, er, at hun sandsynligvis var mere ondskabsfuld end Pocahontas (Trumps øgenavn for den tidligere kandidat Elizabeth Warren, red.) over for Biden.

- Det er svært at vælge nogen, der er så respektløs, siger Trump på pressemødet.

Modsat Trump er tidligere præsident Barack Obama begejstret for Bidens bud på en vicepræsidentkandidat.

Demokraten Obama mener, at Bidens valg sidder lige i skabet.

- Nu har Joe en ideel partner til at hjælpe ham med at tackle de store udfordringer, som USA står over for lige nu og i de kommende år, skriver Obama i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

Joe Biden var selv vicepræsident under Obamas embedsperiode.

/ritzau/