Gyserforfatter Stephen King fortalte præsident Trump, hvad han virkelig mente, og så fik King Twitter-sparket

USAs præsident Donald Trump kan godt lide at udtrykke sin helt ærlige mening via det sociale netværk Twitter. Men han bryder sig ikke om at få igen af samme skuffe. Derfor er en række superstjerner blevet blokeret.

Senest gik det ud over gyserforfatteren Stephen King.

Via Twitter har Donald Trump truet Nordkorea med atomkrig. Han har kaldt krigshelten og partifællen John McCain 'en taber'. Og præsidenten har via samme medie postuleret, at hans forgænger Barack Obama personligt står bag terrororganisationen ISIS.

»Præsidenten står 100 procent inde for dét, han skriver på Twitter,« sagde talskvinden for det Hvide Hus Sarah Sanders for nylig.

Men desværre er USAs 45. præsident langt mere ømfindig, når det drejer sig om negative Twitter-beskeder, der er rettet mod ham selv.

Da Stephen King således skrev, at præsidenten havde sit hovede der, hvor 'solen sjældent skinner', var Donald Trump hurtig til at blokere Stephen King fra sin Twitter-konto.

Det vil sige, at manden bag klassiske horrorfortællinger som 'Ondskabens Hotel', 'Carrie' og 'It' nu ikke længere kan kommunikere med den amerikanske præsident via dennes favorit.medie, Twitter.

»Jeg tror faktisk, at den blokering er forfatningsstridig. Det er et klar brud på vores grundlovssikrede ytringsfrihed,« sagde Stephen King for nylig, da han var gæst i talkshowet 'Late Night With Steven Colbert'.

Men ligesom andre kendisser, der er blevet Twitter-blokeret af Trump, tager Stephen King også reaktionen som lidt af en kompliment.

»Det må jo betyde, at jeg har ramt en nerve. At jeg har sagt noget, der gjorde ondt. Og det glæder mig,« siger Stephen King, der ikke opgiver sin modstand imod Trump, blot fordi han er udelukket fra Trumps Twitter-side.

Og Stephen King er som sagt ikke alene.

Her er en lille oversigt over alle de amerikanske kendisser, der er kommet lidt for tæt på og derfor er blevet udelukket fra præsidentens Twitter-hjemmeside.

STEPHEN KING: I ugevis kommeterede Stephen King Donald Trumps Twitter-beskeder. Blokeringen kom først, da Stephen King skrev om præsidentens datter Ivanka: 'Hvis Ivanka var født under mere almindelige omstændigheder, så ville hun vide, at præsidenten ligger, som han har redt.'

ROSIE O'DONNELL: Den kendte talkshowvært og skuespillerinde blev allerede smidt uden for 'Twitter-døren' sidste sommer. I en Twitter-udveksling refererede O'Donnell til de såkaldte 'russiske dokumenter', der er udarbejdet af den forhenværende spion og MI6-ansatte, Christopher Steele. Her anklages Donald Trump ikke alene for at samarbejde med russerne. I dokumenterne påstås det også, at Trump under et besøg i Moskva hyrede prostituerede, og at de sammen tissede på dén hotelseng, hvor Barack og Michelle Obama tidligere havde sovet. Tidligere har Trump også kaldt Rosie O'Donnell 'fed' og 'dum'. Så uvenskabet er ikke noget nyt.

ANNE RICE: Gyserforfatteren (Interview With a Vampire) blev blokeret i juni sidste år. Og i et interview med bladet Vanity Fair kalder Rice Trumps reaktion 'ynkelig', men også 'hylende morsom'. Trumps blokering kom, efter Anne Rice havde kaldt præsidentens sundhedsreform for 'skattelettelser for de rige'. 'Jeg reagerer på hans egne tweets. Og han blokerer mig. Han opfører sig som en 12-årig,« siger Anne Rice.

CHRISSY TEIGEN: 'Der er ingen, der kan lide dig,« skrev fotomodellen, der er gift med popstjernen John Legend, på Trumps Twitter-side 23. juli sidste år. Og dét kunne Donald Trump ikke lide. Teigen blev med øjeblikkelig virkning blokeret fra Donald Trumps Twitter-konto, TheRealDonaldTrump. 'Ret morsomt. Blokeret på twitter af USAs præsident, wow,' skrev Teigen senere.

MARINA SIRTIS: 'Star Trek-The Next Generation'skuespillerinden blev smidt ud fra Trumps Twitter-side, efter hun antydede, at Trump ville starte en krig blot for at aflede opmærksomheden fra efterforskningen af præsidentens mulige, ulovlige russiske forbindelser.

JOSEPH PAPP: Den professionelle cykelrytter blev blokeret af Donald Trump, efter han (Papp) kritiserede Trump for ikke at deltage i et klimamøde i Washington D.C.. I modsætning til de fleste andre verdensledere har Donald Trump flere gange antydet, at global opvarmning slet ikke eksisterer.

SETH MACFARLANE: Manden bag de verdensomspændende tegnefilmhit 'Family Guy' og 'American Dad' har aldrig været Trump-fan. Og da MacFarlane fornylig skrev 'Vi får den præsident, vi har fortjent, trist,' havde Trump fået nok. Seth MacFarlene blev Twitter-blokeret med øjeblikkelig virkning. 'Jeg er lidt stolt af at være på dén liste,« siger MacFarlane nu.

JK ROWLING: 'Harry Potter's 'mor fik Twitter-sparket, da hun antydede, at Trump var præsident Vladimir Putins skødehund. 'Han er en farlig mand,« siger Rowling til avisen The Guardian.