Den amerikanske præsident beskyldes for at misbruge billeder fra terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001 i et politisk angreb på en modstander.

Demokraten Ilhan Omar er den ene af de to muslimske kvinder, der sidste år for første gang blev valgt til Repræsentanternes Hus.

Hun er det første kongresmedlem i USA, der bærer hijab, men lige nu er det ikke hendes påklædning, der skaber debat.

Det gør derimod de udtalelser, politikeren kom med under et arrangement hos rådet for amerikansk-islamiske relationer – CAIR – 23. marts.

Det muslimske demokratiske kongresmedlem Ilhan Omar.
Det muslimske demokratiske kongresmedlem Ilhan Omar. Foto: JIM BOURG
Vis mere

Her talte hun om den diskrimination, mange amerikanske muslimer efter hendes opfattelse oplevede efter terrorangrebet 11. september 2001.

»I alt for lang tid har vi levet med ubehaget ved at være andenrangsborgere, og jeg er træt af det, og alle muslimer i dette land burde været trætte af det,« sagde hun i sin tale.

Men det var tilføjelsen, der skabte harme:

»CAIR blev grundlagt efter 11. september, fordi de indså, at nogle mennesker gjorde noget, og at vi alle begyndte at miste adgangen til vores frihedsrettigheder.«

Foto: SEAN ADAIR
Vis mere

For en god ordens skyld skal det tilføjes, at organisationen CAIR så dagens lys allerede i 1994, men at medlemstallet eksploderede efter angrebet på tvillingetårnene.

Det var ifølge BBC republikaneren Dan Crenshaw, der først delte klippet og kaldte hendes ordvalg 'ufatteligt'.

Så begyndte konservative medier som Fox News at diskutere det.

Der gik ikke lang tid, før folk på den politiske højrefløj begyndte at dele uddrag af hendes 20 minutter lange tale og fokuserede på udtalelsen 'nogle mennesker gjorde noget'.

Formanden for Republikanernes Nationale Komité, Ronna McDaniel, anklagede hende for at være 'antiamerikansk'.

De opfattede vendingen som et bevis på, at hun bagatelliserede det værste terrorangreb på amerikansk grund nogensinde.

Tabloidavisen New York Post bragte en forside med et billede af tårnene i flammer og overskriften:

'Ilhan Omar: '11. september var 'nogle mennesker, der gjorde noget'. Her er dit noget.'

Fredag blandede Trump sig i debatten.

I et opslag på yndlingsmediet, Twitter, postede han en video med et uddrag fra talen efterfulgt af filmklip fra terrorangrebet. Herunder skrev Trump kort og godt: 'Vi glemmer aldrig!'

Hvor Omars tale straks fik den yderste højrefløj til at fare i blækhuset, var demokraterne ikke sene til at slå igen mod Trumps udtalelser.

Prominente demokrater som Bernie Sanders, Nancy Pelosi, Alexandria Ocasio-Cortez og Elizabeth Warren langer alle ud efter præsidenten og anklager ham for at misbruge terrorangrebet i en politisk vendetta.

Elizabeth Warren. (Arkivfoto)
Elizabeth Warren. (Arkivfoto) Foto: JUSTIN LANE
Vis mere

De mener, at Ilhan Omars udtalelser er taget ud af sammenhængen.

Præsidentkandidaten Elizabeth Warren mener, at Trump tilskynder til vold mod et siddende kongresmedlem.

'Det er afskyeligt. Det er skammeligt,' skrev hun på Twitter.

Bernie Sanders anklager præsidenten for at splitte amerikanerne i stedet for at samle nationen.

Hovedpersonen selv tager dog virakken helt roligt.

Lørdag skrev hun på Twitter, at ingen 'kan true hendes urokkelige kærlighed til USA'.