Donald Trump har brugt lørdagen med sine nærmeste rådgivere.

Her samlede de sig på Florida-residensen Mar-a-Lago for at lægge en politisk strategi i forhold til tiltalen i sagen om de såkaldte tys-tys-penge.

Det skriver Guardian.

Ifølge New York Post blev alle weekendens aktiviteter på Mar-a-Lago i Florida allerede fredag aflyst.

Donald Trump.
Donald Trump. Foto: Carlos Barria
Vis mere

Her lyder det, at den tidligere præsident og hans rådgivere alle har været »rystede« over torsdagen store udmelding fra New York, hvor en storjury tog den historiske beslutning om at rejse sagen mod ham.

Den handler om udbetaling af over en million kroner til en pornoskuespilleren Stormy Daniels, så hun ikke skulle fortælle om det angivelige forhold til Donald Trump.

»Det er ikke 'business as usual',« som en kilde siger til New York Post om det, der foregår hos Trump i Florida i disse dage:

»De forventede det, men det har alligevel sat sig som et chok nu, hvor det er sket. Det er blevet virkeligt, og de er bekymrede over, at der skal komme flere overraskelser.«

Til Washington Post sætter kilder mange flere ord på Donald Trumps tilstand efter tiltalen.

Her lyder det, at den tidligere præsident fremstod »ophidset«, »irriteret«, »udmattet«, »chokeret«, mens andre også beskriver, at han efterfølgende blev »meget rolig«.

Som hans advokat, Joe Tacopina, ligeledes har beskrevet til tv-stationen NBC:

»Til at begynde med var han chokeret. Efter han kom over det spændte han bæltet og besluttede sig for at tage kampen op. Han indtog en typisk Donald Trump-positur, hvor han er klar til at kæmpe mod noget, han finder uretfærdigt.«

The Guardian skriver, at ekspræsidenten dog ifølge en kilde blev opmuntret af de seneste meningsmålinger, der kunne fortælle om et solidt forspring til den formode værste rival i en kommende republikansk valgkamp, Florida-guvernør Ron DeSantis.

Washington Post skriver, at Donald Trump fredag spillede golf på sit resort, og at han forventes at flyve til New York mandag, hvor han vil overnatte i sit hjem, Trump Tower, inden turen går til retten tirsdag.

Det forventes, at han frivilligt møder op for blandt andet at få taget fingeraftryk og forbryderfoto.