Tyrkiet har delt alt materiale om drabet på Jamal Khashoggi med Canada, bekræfter premierminister Trudeau.

Canadas efterretningstjeneste har hørt en lydoptagelse af drabet på journalisten Jamal Khashoggi, som Tyrkiet er i besiddelse af.

Det bekræfter Canadas premierminister, Justin Trudeau, ifølge nyhedsbureauerne AP og Reuters mandag i Paris.

Jamal Khashoggi gik 2. oktober ind på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske by Istanbul.

Han kom aldrig ud igen, og efter stort internationalt pres og flere andre forklaringer har Saudi-Arabien indrømmet, at Khashoggi blev dræbt på konsulatet.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har tidligere fortalt, at tyrkiske myndigheder har en lydoptagelse af drabet. Lørdag fortalte Erdogan, at Tyrkiet har delt den lydoptagelse med USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig.

Ingen af disse lande har ifølge AP bekræftet at have hørt optagelsen. Det vil Justin Trudeau dog gerne.

- Canadas efterretningstjeneste har arbejdet tæt sammen med den tyrkiske efterretningstjeneste, og Canada er blevet fuldt ud opdateret med alt, hvad Tyrkiet havde at dele, siger Trudeau mandag.

Ikke alle regeringer har reageret som Justin Trudeau. I Frankrig har udenrigsminister Jean-Yves Le Drian sagt, at Tyrkiet ikke har givet den franske regering nogen lydoptagelse, så vidt han ved.

- Hvis det tyrkiske præsident har informationer at give os, så må han give det til os, sagde Le Drian ifølge AP og antydede bagefter, at Erdogan spillede "et politisk spil".

I USA har CIA's leder, Gina Haspel, besøgt Tyrkiet sidste måned. Ifølge AP skriver flere medier, at hun under besøget hørte lydoptagelsen.

/ritzau/