Et vælgermøde med coronarestriktioner skulle have fundet sted lørdag. Tropisk storm udskyder det en-to uger.

USA's præsident, Donald Trump, må udskyde sit planlagte vælgermøde i New Hampshire.

Det skulle have fundet sted lørdag, men bliver udskudt "en uge eller to", oplyser talskvinde i Det Hvide Hus Kayleigh McEnany fredag.

Årsagen er en tropisk storm, som ventes at ramme området.

Den tropiske storm "Fay" ventes at gå i land i de nordøstlige stater i USA fredag.

Med den følger moderate til store mængder regn, og der er risiko for oversvømmelser, oplyser den nationale vejrservice.

Vælgermødet var sat til at foregå i Portsmouth International Airport, New Hampshire, lørdag.

Modsat Trumps seneste vælgermøde i Tulsa, Oklahoma, var der lagt op til et vælgermøde med coronarestriktioner. Det var sat til at foregå udendørs og med ansigtsmasker.

Det foregående i Tulsa blev afholdt indendørs og uden opfordring til at bære ansigtsmaske eller holde afstand.

Donald Trump fik dengang kritik for at lukke tusindvis af mennesker ind i en arena, på et tidspunkt hvor coronakrisen langtfra var overstået i USA.

Op til og efter vælgermødet i Tulsa blev flere medarbejdere fra Trumps kampagnestab desuden testet positive for coronavirus.

Siden er antallet af coronasmittede i USA begyndt at stige kraftigt igen, og i anerkendelse af det blev der taget initiativ til, at der skulle tilbydes håndsprit og ansigtsmasker ved vælgermødet i New Hampshire.

Meningsmålinger viser, at Donald Trump lige nu halter bagefter Demokraternes formodede kandidat, Joe Biden, frem mod præsidentvalget 3. november.

/ritzau/Reuters