Liz Simpson troede, det var telefonfis, da personen i den anden ende introducerede sig. Francis Edward Strange, havde han sagt. Navnet på den søn, hun i mere end 25 år havde troet, var død. Og han var i knibe.

Sidst de talte sammen var i 1990, da Francis Edward Strange flyttede fra familien i New Zealand og rejste til Australien. To år senere flyttede han til Japan, hvor han underviste skoleelever i engelsk.

Alt sammen mens hans familie langsomt opgav håbet om nogensinde at høre fra ham igen - og til sidst troede de, at han kunne være død.

»Jeg elsker min familie. Men min familie er lidt konservativ. Jeg ønskede at gøre noget, hvor jeg kunne gøre en stor forskel,« forklarer Francis Edward Strange selv til Herald om sin forsvinden.

Indtil for et år siden var hans forsvinden frivillig. Men da han for to uger siden ringede til sin mor, var det med dårlige nyheder.

Troede, det var et fupnummer

Først måtte han dog overbevise sin familie om, at han virkelig var den person, han udgav sig for at være.

Fordi Liz Simpson til at begynde med troede, at der kunne være tale om et fupnummer, bad hun sin anden søn - Gerald Strange - om at undersøge sagen.

»Jeg talte med ham (Francis Edward Strange, red.) og forsøgte at finde ud af, om han var, hvem han udgav sig for, ved at stille ham nogle spørgsmål, som kun han kendte svaret på. Jeg sagde til ham: 'Vi ved ikke, om det er dig eller ej. Du kan være hvilken som helst engelsktalende person',« fortæller Gerald Strange til Herald.

»Han lød meget rolig. Han fortalte nogle ting, jeg helt havde glemt alt om, og så ringede jeg til min mor og sagde, at jeg var ret sikker på, at det var ham,« tilføjer han.

Men glæden over at have hørt fra den søn og bror, de troede var død, var kortvarig. For 56-årige Francis Edward Strange havde dårlige nyheder.

Anholdt i Kenya

For to år siden var han flyttet fra Japan til Kenya, hvor han havde planer om at kaste sig ind i mine-industrien. Men mine-eventyret blev hurtigt et mareridt.

Sidste år blev han anholdt af politiet. Sigtet for at have stjålet guld og udstyr fra et mineselskab til en værdi af mere end fire millioner kroner. Selv fastholder han, at han ikke gjorde det. At han i stedet er blevet trukket med ind i sagen på grund af korruption blandt mineselskaberne og politiet, fordi han selv overvejede at investere i et mineselskab.

I februar sidste år blev han varetægtsfængslet i sagen, efter han ikke kunne samle omkring 100.000 kroner sammen til at blive løsladt mod kaution.

To gange blev han i fængslet angiveligt forsøgt dræbt af en anden indsat.

Forsøgte at rive hans strube ud

Første gang var han ved at fylde en vanddunk, da en mand overfaldt ham bagfra.

»Han tog fat i min nakke og forsøgte at rive min strube ud. Han råbte af mig, anklagede mig for at være blevet sendt i fængsel for at dræbe ham,« siger Francis Edward Strange til The Star.

De andre indsatte i fængslet kastede sig over overfaldsmanden og trak ham væk fra Francis Edward Strange.

»Jeg fandt senere ud af, at han havde dræbt sin egen far ved at rive hans strube ud,« fortæller han.

Nogle måneder senere blev han overfaldet igen. Af den samme mand. Denne gang slog han Francis Edward Strange i hovedet med madbeholder.

Måtte aflevere sit pas

Efter det andet overfald ankede Francis Edward Strange sin varetægtsfængsling til myndighederne. På grund af overfaldende i fængslet blev kautionen sat ned fra 100.000 kroner til 10.000.

Som betingelse for at blive løsladt mod kaution, indtil sagen kommer for retten, måtte han samtidig aflevere sit pas, så han ikke kan rejse fra Kenya.

Efter at være blevet løsladt, kontaktede han sin familie, som han fortalte om hele sagen.

Bliver han kendt skyldig, står han til at skulle syv år bag tremmer. Bliver han frifundet, planlægger han at blive boende i Kenya og investere i mineindustrien for blandt andet at være med til at skabe flere arbejdspladser.

»Efternavnet siger det hele«

Tilbage i New Zealand bakker hans familie op om ham, selvom de ikke havde hørt fra ham i mere end 25 år.

»Efternavnet siger egentligt det hele. Det hele er lidt mærkeligt (Strange, red.) for os, faktisk bizart,« fortæller Gerald Strange til Stuff og slutter:

»Men det var helt bestemt godt at høre hans stemme.«

Retssagen mod Francis Edward Strange begynder tirsdag.