Søndag og mandag skal italienere afgive deres stemme ved folkeafstemning og regionalvalg trods advarsler.

På trods af stor bekymring fra coronaviruseksperter stimler italienere sammen søndag og mandag for at gå til stemmeurnerne ved en folkeafstemning og regionalvalg i støvlelandet.

Blot en uge efter genåbningen af Italiens skoler vil klasseværelser over hele landet blive lukket for elever og omdannet til valglokaler i stedet.

Regionalvalget og folkeafstemningen er den første test af premierminister Giuseppe Contes centrum-venstre koalitionsregering, siden den indførte en national nedlukning tidligere på året og lammede økonomien for at bekæmpe pandemien.

Folkeafstemningen skal afgøre, om de nuværende 945 medlemmer af over- og underhuset skal skæres ned til 600.

Regeringskoalitionen, der bliver ledt af Femstjernebevægelsen (M5S), har i stærke vendinger talt for et ja ved afstemningen.

Meningsmålingerne siger, at et flertal vil have et mindre parlament.

De italienske borgere går til stemmeurnerne trods advarsler om at åbne valglokaler, mens antallet af smittetilfælde er stigende i landet.

Selv om Italien i øjeblikket har færre nye tilfælde end Storbritannien, Frankrig og Spanien, registrerer landet stadig mere end 1500 tilfælde af coronavirus om dagen.

- Landet er i en undtagelsestilstand, og det er fuldstændig modstridende at samle folk sammen på valgstederne. Især set i lyset af de nuværende tendenser i Europa, siger professor Massimo Galli, der leder afdelingen for smitsomme sygdomme på Milanos hospital Sacco.

Han har tidligere kaldt afholdelsen af valget for "galskab".

Der vil blive taget en række forholdsregler i valglokalerne. For eksempel vil ældre og gravide vælgere kunne få hurtigere adgang til stemmeboksen.

Venstrefløjen har desuden arrangeret særlig transport til valglokalerne for ældre, der er bange for at stemme på grund af sundhedsrisici.

/ritzau/AFP