Trine Bauge Modalen kunne ikke tro, hvad hun skulle til at sætte tænderne i.

»Den røg direkte i skraldespanden. Alt for dårligt,« som hun skriver på Facebook.

Den norske kvinde havde forleden været forbi den lokale McDonald's i Grimstad, hvor hun blandt andet havde bestilt en såkaldt Big Mac hos fastfoodkæden.

Da hun kom hjem, havde indholdet i papæsken dog forskubbet sig en smule under køreturen, så Trine Bauge Modalen på den måde fik et nærmere blik på de forskellige lag i den klassiske burger. Det så sådan ud:

Sådan så det syn ud, der mødte Trine Bauge Modalen, da hun åbnede sin burger.
Sådan så det syn ud, der mødte Trine Bauge Modalen, da hun åbnede sin burger. Foto: Trine Bauge Modalen/Facebook
Vis mere

»Da jeg kom hjem, og burgeren skulle spises, kunne vi se, at der var blevet taget en bid af selve burgeren,« som hun skriver på Facebook.

Hvis man kigger nærmere på billedet, er det da også tydeligt, at der ser ud til at mangle en del af bøffen – og det kunne unægteligt ligne, at det skyldes et bidemærke.

Over for lokalmediet Grimstad Adressetidende har den norske kvinde uddybet sin kritik:

»Det vil sige, at enten er der en ansat som 'smager' på kundernes mad, eller også er det genbrug af burgere, der ikke er blevet spist af andre,« siger Trine Bauge Modalen:

»Jeg ved ikke helt, hvilket alternativ der er værst.«

Til norsk TV 2 har ejeren af den pågældende McDonald's-restaurant i Grimstad forklaret, at et stykke af bøffen må være faldet af, fordi den klistrede sig fast til den tang, der bliver brugt til formålet.

»Det er en fejl fra vores side, og det må vi bare beklage. Jeg kan godt se, at det kan se ud til, at nogen har taget en bid. Det er selvfølgelig ikke tilfældet,« siger Ronny Sigbjørnsen.

Trine Bauge Modalen skriver også på Facebook, at hun har fået besked om, at hun som kompensation kan afhente et gavekort i den pågældende restaurant.