Normalt er vandet helt klart.

Men i Rom har klimaaktivister søndag hældt sort væske i Trevi-fontænen.

Det skulle dreje sig om trækul fortyndet med vand.

Det skriver Il Messaggero.

På bannere skriver aktivisterne blandt andet:

»Vi vil ikke betale for fossiler.«

Aktivisterne råbte:

»Vores land er ved at dø.«

Klokken 11.30 hoppede syv aktivister ned i Trevi-fontænen.

De ønsker at gøre opmærksom på den katastrofe, der har ramt dele af Italien de seneste dage.

14 mennesker er døde, og 10.000 har været tvunget til at forlade deres hjem på grund af voldsom regn og efterfølgende oversvømmelser.

En af aktivisterne, 19-årige Mattia, siger til Il Messaggero:

»Jeg har besluttet mig for at udøve civil ulydighed, fordi den forfærdelige tragedie, der opleves i disse dage i Emilia Romagna, er et forvarsel om den mørke fremtid, der venter menneskeheden, bestående af tørke afvekslende med stadig hyppigere og voldsomme oversvømmelser.«

Mange forvirrede turister filmede aktivisterne, som blev fjernet af politiet efter et kvarter.