En treårig dreng fik sig lørdag lidt af en forskrækkelse, da hans arm pludselig sad fast i en svømmepøls udsugningsrør.

Den lille dreng fra Sverige var på ferie med sine forældre på Mallorca, da en fredelig eftermiddag ved poolen med ét blev forvandlet til kaos. Det skriver svenske Aftonbladet.

Den treårige dreng begyndte at skrige højt, og flere ilede til for at hjælpe og trøste.

Han havde stukket hånden ind i poolens udsugningsrør. Hele armen blev efterfølgende suget ind i røret og satte sig fast.

Først forsøgte personalet at få armen fri, men det lod sig ikke gøre. Dernæst blev en ambulance tilkaldt.

Først efter tre timer lykkedes det at få drengens arm fri ved at adskille røret fra svømmepølen.

Drengen har det efter omstændighederne godt igen.

Det ansvarlige rejseselskab, TUI, der ejer hotellet, hvor drengen sad fast, vil nu se nærmere på, om de kan gøre noget for at højne sikkerheden omkring poolens udsugning, så noget lignende ikke kan ske igen.