Tre søskende er søndag afgået ved døden efter en voldelig hændelse, der har udspillet sig i et hus i Dublin.

Det oplyser det irske politi ifølge Sky News.

De tre søskende – heraf en 18-årig kvinde og hendes to 8-årige tvillingesøskende – blev kørt med ambulance til hospitalet, men deres liv stod ikke til at redde.

Politiet kalder hændelsen for »voldelig og traumatisk.«

En 14-årig dreng blev også kørt fra stedet til hospitalet med alvorlige kvæstelser, men de menes ikke at være livstruende.

En mand i begyndelsen af ​​20erne er efterfølgende blevet anholdt på stedet.

Moren til børnene er ikke kommet til skade, men modtager i øjeblikket lægebehandling.

Politiet oplyser, at alle involverede menes at kende hinanden, og at betjentene ikke leder efter nogen andre i forbindelse med hændelsen.

Området omkring huset er fortsat afspærret, hvor de nærmere omstændigheder i øjeblikket undersøges, ligesom der arbejdes på at få foretaget obduktionsundersøgelser.