Den fredsbevarende mission i Mali er den dødeligste af FN's globale fredsbevarende missioner.

Abidjan. Tre FN-soldater har mistet livet, mens fem andre er såret i en eksplosion i det nordlige Mali.

Det oplyser FN's fredsbevarende mission i landet, Minusma.

- Først og fremmest går vores tanker til familierne og efterladte. Vi lover at give dem vores fulde støtte under denne smertefulde prøvelse, siger Koen Davidse, der leder Minusma.

- Missionen vil tage alle midler i brug for at sikre, at retfærdigheden sker fyldest, tilføjer han uden dog at komme med oplysninger om de dræbte soldaters nationalitet.

Ifølge militæret i Bangladesh er de omkomne bangladeshere.

Derudover skal fire af de sårede soldater også være fra Bangladesh.

Eksplosionen ramte kolonnen tidligt søndag morgen, da den befandt sig mellem byerne Anefis og Gao.

Mali var indtil et militærkup i 2012 et demokratisk velfungerende land efter afrikansk målestok.

Kuppet blev efterfulgt af et islamistisk oprør. Det destabiliserede landet yderligere. Derfor bad overgangspræsident Dioncounda Traoré i januar 2013 Frankrig om militær hjælp.

Kort tid efter besluttede FN's Sikkerhedsråd i 2013 at støtte en international intervention i landet.

Den fredsbevarende mission i Mali er den af FN's globale fredsbevarende missioner, der har oplevet flest tab.

/ritzau/Reuters