Tre familiemedlemmer, som var ude at sejle ud for Alaska, er blevet såret, efter at deres båd kolliderede med en pukkelhval, oplyser myndighederne.

Tv-stationen KVTA rapporterede om sammenstødet lørdag uden for Aukebugten, nord for Juneau. Det siger den nationale oceaniske og atmosfæriske fiskeriadministration (NOAA) i en udtalelse.

Kystvagten gav NOAA information om, at båden straks vendte tilbage til land. Derfra blev familiemedlemmerne bragt til et hospital i Juneau. Det skriver CBS news.

Talskvinden for hospitalet, Katie Bausler, fortalte, at tre mennesker var bragt på hospitalet. De to blev udskrevet med det samme, mens den tredje person blev fløjet til et hospital i Seattle.

Personen havde indre skader forårsaget af kollisionen, fortæller Travis Mead fra brand- og redningskorpset.

Ifølge Katie Bausler var personen, som blev sendt til Seattle, og en af dem, der blev udskrevet, fra andre amerikanske stater. Den sidste person er fra Alaska.

Voksne hunpukkelhvaler bliver omkring 15 meter lange og kan veje omkring 35 ton, hannerne er lidt mindre. Det skriver Alaska Department of Fish and Game.

»Vi kender ikke til hvalens skæbne på nuværende tidspunkt,« siger Julie Speegle, der er talskvinde for NOAA i Alaskaregionen.

Det er mindst anden gang på tre uger, at en hval er kollideret med en båd.

Sidst det skete, var i New Jersey, hvor to mennesker overlevede en tur i vandet, efter at en hval, der var oppe for at ånde, fik deres båd til at synke.