Søndag skete det, der på alle måder kun kan beskrives som en familietragedie i den engelske by Bristol. 

Lidt før klokken 13 blev politiet kaldt ud til en privat adresse, hvor de fandt tre børn døde. Det skriver Sky News.

Politiinspektør, Vicks Hayward-Melen, siger til mediet:

»Det er en utrolig tragisk og hjerteskærende hændelse, hvor tre børn desværre er døde.«

Efterfølgende har politiet arresteret en 42-årig kvinde i sagen. Hun er mistænkt for drab og er tilbageholdt på et hospital.

En nabo beskriver den arresterede som både ‘meget blid og meget elskværdig’. Sammen med sin mand havde hun en dreng på cirka otte år, en pige på fire år og en nyfødt dreng på kun seks måneder.

Men naboen beskriver over for Sky News, hvordan kvinden, efter hun fik babyen, havde det meget svært.

Ifølge det lokale politi i var det et ‘bekymringsopkald’, der søndag fik dem til at rykke ud til adressen. Men det var ikke første gang, at politiet var kaldt ud til adressen.

Derfor var det ikke kun det lokale politi, der søndag havde travlt, også efterforskere fra den uafhængige politiklagemyndighed var til stede.

Allerede for en måned siden, var en patruljevogn forbi huset, fortæller en talsmand for klagemyndigheden, der nu skal afgøre, om politiet i Avon og Somerset kunne have gjort mere for at forhindre den ulykkelige hændelse.