Tre mænd er blevet anholdt, efter en bare treårig dreng blev udsat for et vanvittigt syreangreb i en butik i den britiske by Worcester, skriver The Times.

Den treårige sad lørdag i en klapvogn i butikken, hvor hans mor var inde for at gøre sine indkøb, da angrebet fandt sted.

Tre mænd, som politiet efterfølgende efterlyste med billeder, blev på overvågningsbilleder set opholde sig tæt ved den treårige forud for angrebet. Pludselig kastede de en ætsende væske på barnet, hvorefter de forlod gerningsstedet.

Drengen blev bragt til hospitalet, hvor han blev behandlet for forbrændinger i ansigtet og den ene arm. Han er udskrevet igen, skriver Sky News. Om han vil få livsvarige mén af syren, er uklart.

Mens en 39-årig mand blev anholdt søndag, sigtet for at have planlagt udåden, er yderligere tre mænd i alderen 22, 25 og 26 år nu også anholdt, oplyser politiet mandag.

En politichef, Mark Travis, fortæller, at politiet opfatter sagen som ‘et bevidst angreb på en treårig dreng'.

..’

Motivet for den gruopvækkende gerning er fortsat uklart.