Maskinen var begyndt at tage vand ind, og tromlen drejede rundt.

»Jeg kunne se, at hun skreg, men maskinen var fuldstændig tæt. Jeg rev og flåede i lugen. Jeg trak så hårdt, at maskinen blev trukket ud fra væggen, men lugen var låst, den kunne ikke åbne.«

Sådan lyder den hårrejsende beskrivelse fra tre-årige  Kloe’s far, Alan McIver fra Colorado i USA, der tirsdag morgen i sidste uge fandt sin datter inde i familiens spritnye vaskemaskine.

Det var en tirsdag morgen som så mange andre. Kloe og hendes fire-årige storebror, Jace, var ifølge The Washington Post som så mange dage før stået lidt tidligere op end deres forældre for at lege 10-15 minutter, inden hele familien skulle op og i gang med dagen gøremål.

Men pludselig stod Jace og ruskede i sine forældre med panikken lysende ud af øjnene. Han talte usammenhængende, og hans forældre, Lindsey og Alan McIver, kunne kun tyde tre ord i talestrømmen: Kloe. I. Vaskemaskine.

Lindsey McIver har lagt dette opslag på Facebook for at advare andre forældre.

Forældrene styrtede ned i kælderen. Til deres store frygt var den god nok. Kloe var inde i vaskemaskinen, og hun blev tumblet rundt, mens vandet steg.

Alan trykkede febrisk på knapperne på deres nye vaskemaskine, som familien havde købt og installeret dagen før. Til sidst sprang lugen op, og Kloe blev reddet ud. Til alt held var hun ikke kommet noget til.

Lindsey’s teori er, at Kloe og Jace har leget nede ved maskinen. Kloe må så være kravlet ind i tromlen, hvorefter Jace må have lukket lugen og trykket på en knap, der har sat maskinen i gang.

Producenten af vaskemaskinen, LG, opfordrer i en udtalelse til ABC News alle til at slå børnesikringen på deres apparater til. Hvis børnesikringen er slået til, kan maskinen ikke starte.

Lindsey fortæller, at hun har valgt at stå frem med historien for at advare andre forældre om farerne ved husholdningsmaskiner som for eksempel vaskemaskiner.