Tre-årige Sherin Mathews fra byen Richardson i Texas formodes død, efter et pigelig er blevet fundet af politihunde.

Hun blev stillet helt alene i et område, der er hærget af prærieulve, fordi hun ikke ville drikke sin mælk.

Fundet er kulminationen på en frygtelig sag, som har optaget hele staten siden pigen forsvandt 7. oktober.

Hendes adoptivforældre Wesley og Sini Mathews har forklaret til politiet, at pigen blev straffet for ikke at drikke sin mælk op klokken tre om natten.

Det skriver Dallas Morning News.

Hun blev stillet ud på en sti i nattens mørke, selv om området i tiden før hendes forsvinden har været hærget af prærieulve.

Hendes adoptivfar har endvidere forklaret til politiet, at han gik ud for at hente hende efter et kvarter, men på det tidspunkt var hun forsvundet. Han besluttede sig for at ordne vasketøj indtil det blev lysere, så han kunne gå ud og lede efter hende, har han sagt ifølge Dalla Morning News.

Konen sov, mens faren udøvede det, der ligner en skæbnesvanger straf mod pigen, har parret fortalt til politiet.

(Wesley Mathews)

Det fundne pigelig er endnu ikke blevet endeligt identificeret som Sherin Mathews, men ifølge politiet er der intet, som tyder på, at der ikke er tale om pigen. Det er endnu usikkert, hvilke sigtelser, adoptivforældrene vil blive mødt med i sagen.

Parret har også et fire-årigt adoptivbarn, som nu er blevet fjernet af myndighederne og placeret hos en plejefamilie.