Kan en mand, der er dømt for voldtægt af kvinder, afsone i et kvindefængsel, hvis han skifter køn?

Problemstillingen har antændt en heftig debat i Skotland og har nu udviklet sig til en regulær politisk skandale.

I centrum er den skotske transkvinde Isla Bryson.

Hun blev tidligere på måneden dømt for voldtægt af to kvinder i 2016 og 2019.

Voldtægterne fandt sted, inden den 31-årige Isla Bryson begyndte sin transformation fra mand til kvinde.

Isla Bryson har nægtet sig skyldig i voldtægt, og hun har også forklaret, at hun har vidst, hun var transkønnet, siden hun var fire år, men at hun først som 29-årig gik i gang med at skifte køn.

Hun forklarede også, at hun aktuelt tager hormoner og har søgt om en kønsskifteoperation.

Kønsskiftet begyndte ifølge BBC, mens Isla Bryson afventede retssagen.

Isla Bryson er den første transkvinde, der er blevet dømt for voldtægt af kvinder i Skotland, og hendes afsoning har givet anledning til stor debat og heftig kritik af den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon.

Isla Bryson blev nemlig i første omgang varetægtsfængslet i et kvindefængsel.

Det kunne hun, fordi det skotske parlament for nylig har vedtaget en lov, der skal gøre det lettere for transpersoner i Skotland at ændre køn.

Men beslutningen om at lade Isla Bryson afsone i et kvindefængsel fik både politikere, eksperter og interesseorganisationer til højlydt at kritisere beslutningen, fordi de frygtede for hendes medindsattes sikkerhed.

Det har nu fået Nicola Sturgeon til at slå fast, at Isla Bryson skal flyttes til et mandefængsel, og hun forsøger dermed at sætte et punktum i en opsigtsvækkende sag.

Ifølge flere politiske analytikere har sagen dog ført Nicola Sturgeon direkte ind i et stormvejr, der langtfra er drevet over.

Således bliver der nu også sat spørgsmålstegn ved andre sager.

Blandt andet er det kommet frem, at en 28-årig transkvinde, der som mand stalkede en 13-årig pige så voldsomt, at han blev idømt forvaring, har fået godkendt en overførsel fra et mandefængsel til et kvindefængsel.