Tragisk ulykke: To-årig dræbt af is-skulptur


En lille dreng på to år mistede i weekenden livet, da han blev knust af en is-skulptur.
Drengen var søndag sammen med sin familie på et julemarked i hovedstaden Luxembourg, da skulpturen, som var placeret ved siden af en skøjtebane, faldt fra hinanden.
Et stykke af skulpturen landede ovenpå drengen, som døde i ambulancen på vej til hospitalet. Det skriver flere lokale medier - deriblandt RTL.
Den tragiske hændelse fandt sted lige foran drengens familie, som efterfølgende var i komplet chok. De får nu psykologhjælp.
Ifølge RTL blev julemarkedet prompte evakueret, så politiet kunne foretage en undersøgelse af ulykkesstedet.
Det vides endnu ikke, hvorfor skulpturen kollapsede.
På et pressemøde mandag aften kom det dog frem, at skulpuren var ment som en 'interaktiv-skulpur' og derfor ikke var afspærret.
Den offentlige anklagemyndighed har åbnet en efterforskning af sagen for at finde ud af, om der kan rejses en sigtelse for uagtsomt manddrab.
Ifølge RTL blev alle julemarkeder og arrangementer i byen aflyst mandag i respekt for den to-åriges familie.