To tyske skolebusser er kørt frontalt sammen i den tyske by Ammendorf nær Nürnberg. Ifølge tysk politi er flere børn kommet til skade.

Det skriver flere tyske medier, heriblandt nyhedsbureauet dpa og Bild.

I alt skulle 40 personer være kommet til skade i forbindelse med ulykken, hvoraf de fem er alvorligt tilskadekomne, heriblandt to børn.

Ulykken skete, da de to busser, der ved skoledagens afslutning var fyldt med skoleelever, kørte sammen på en større vej i den sydtyske landsby.

Foto: DANIEL KARMANN
Vis mere

Da redningspersonalet ankom til stedet, måtte de i første omgang frigøre begge chauffører samt to børn, der sad fastklemt i busserne.

Tysk politi modtog anmeldelsen om ulykken klokken 13.30. Anmeldelsen gik på, at to busser med børn i havde ramt hinanden, skriver Bild.

Det lokale politi oplyser på Twitter, at de har oprettet en telefonlinje, som forældre og pårørende kan ringe til.

Flere redningshelikoptere er blevet brugt i redningsaktionen.

Foto: DANIEL KARMANN
Vis mere