Hun havde haft travlt med at gøre klar og forberede sig på at fejre sin datters fødselsdag, da hun blev klar over, at hendes lille søn ikke var i huset.

Faktisk var han slet ikke kommet med ind igen, efter de havde været ude for at handle – han sad stadig ude i bilen. Den meget varme bil.

Den tragiske hændelse fandt mandag sted i Harris County i den amerikanske delstat Texas.

Det skriver People.

Den dag var moderen – der ikke er navngivet – kørt ud for at handle sammen med sin femårige søn og otteårige datter for at købe ind til datterens fødselsdag.

Da familien kom hjem igen, gik moderen og datteren ind i huset for at komme videre med forberedelserne.

Men drengen blev efter alt at dømme siddende i bilen. På en dag, hvor temperaturen nåede sit højeste endnu i Houston-området. Knap 39 grader.

Da moderen efter 'flere timer' fandt ud af, at drengen ikke var i huset, fandt hun ham ude i bilen i familiens indkørsel.

Der var ikke noget at stille op.

Han blev erklæret død, da nødberedskaberne ankom til stedet.

»Moderen var begejstret, og hun prøvede at få tingene til at hænge sammen, og denne gang klarede barnet det desværre ikke,« har den lokale sherif, Ed Gonzelz, ifølge People udtalt til lokalmediet ABC13 KTRK om hændelsen.

»Med de aktiviteter, som de forberedte sig på, tog det dem et stykke tid at bemærke, at barnet ikke var i huset,« tilføjer han.

Ifølge sheriffen havde familien benyttet sig af en lejebil den dag, da deres egen var til reparation. Det kan have spillet ind på, at drengen måske ikke var bekendt med, hvordan bilens låsemekanismer fungerede.

Der havde ikke været slået børnelås til på nogen af bilens døre.

I USA mister 38 børn under 15 år i gennemsnit hvert år livet til hedeslag, efter de er blevet efterladt i en varm bil.